†
†
Drivhjulet staaer — den trætte Gubbe hviler:
Ei meer hans kjække Villie fremad iler,
Ei meer hans Hjerte høit for Frihed slaaer;
Men hvad han flammed for, skal ei beskæmmes,
Og hvad han virked for, det skal ei hæmmes,
Og hvad han har udrettet, det bestaaer.
Nu gaaer en Klang af Leer Landet over,
Det er en Mindesang om ham, der sover;
Den Sæd, der mejes, er hans Kundskabs Høst:
Og hver Gang Bonden i de høie Sale
Tør egen Tanke frit og djærvt udtale,
Har han en Bautasten med Sjæl og Røst.
Farvel og Tak! — I Graven Dig vi sænke:
Et Knippe gyldne Ax, en brusten Lænke
Med sønlig Sorg vi lægge vil paa den.
Saalænge Danmarks Jordbund Grøde bærer,
Saalænge den en frifødt Stamme nærer,
Skal Du velsignes, Bondens ædle Ven!