Studenten selv er glad, naar blot
En Vraa ham giver Skygge;
Men Videnskabs og Kunstens Slot
Det er han med at bygge;
Og det vi sætte Taarne paa,
Som op mod Himlen peger.
Vort Slot har alt to:
Ørsted og Oehlenschläger.
Studenten sværmer flygtigt om;
Men Fædrelandets Stemme
Han hørte, hver Gang Faren kom,
Da blev han aldrig hjemme.
Paa Slesvigs Jord staae Grave nok,
Som Foraarssolen grønner;
Der hviler en Flok
Af danske Musasønner.
Studenten ærer høit sin Stand,
Som Brodersind forener;
Men han foragter ingen Mand,
Som ret og godt det mener.
Enhver, som har Respect for Aand
Og elsker Gamle Moder,
Ham række vi Haand,
Ham kalde vi vor Broder.