Loven blev til, hvormed Landet skal bygges;
Træet er sat, hvoraf Slægter skal skygges,
Marv er i Stammen, og sund er dets Rod.
Broderligt delte vi, Høie og Lave,
Karrigt ei Kongen udmaalte sin Gave;
Vi havde Mod til at ta’e derimod.
Men, hvad vi fik uden Kamp, er ei vundet,
Seierens Krands er endnu ikke bundet;
Kampen vil komme, og nu er den nær.
Det gaaer ei godt, om vi styre iblinde;
Udenfor kule de østlige Vinde,
Og her forinden er Klipper og Skær.
Dog skal det gaae, naar med Lempe vi fare
Og ta’er paa Vinden og Voverne vare,
Ja, naar hver Mand kun vil gjøre sin Pligt!
Naar vi for Skygger kun ikke er bange,
Naar vi ei dysses af Selvsygens Slange,
Men har det Hele og Alles i Sigt.
Derfor kun fremad, til Kamp og til Seier!
Ei vil vi spare de Kræfter, vi eier,
Naar vi for Dannemarks Fremtid skal slaae!
Kongen er trofast, han vil ikke svige;
Folket er enigt, det vil ikke vige:
Landet skal bygges, og Loven skal staae!