Men over disse Brødre, imod hvis Favn vi gaae,
Og over dem, vi skiltes fra med Smerte,
Vi glemme ikke dem, som er fjernest fra vor Vraa,
Men derfor ikke fjernest fra vort Hjerte:
Vor Tanke kjender Veien saa godt til Fyris Bred,
Og „Kungsängsliljor“ voxe i Mindets Urtebed,
Og Haabet soler sig paa Upsals Høie.
Og I, som ilte forud herned til Øresund,
At bringe Broderbud til Eders Frænder,
I skulle tage Hilsen med Jer til Odinslund,
At her vi længes efter gamle Venner.
Ja, før dem ned til Sjölund en ny Midsommerqveld,
At her for Nordens Enhed, dets Hæder og dets Held
Vi kan fornye vort Haandslag og vort Löfte!