Carl Ploug: »Studenten sad engang forstemt« fra En Samling Digte (1854)

1. Studenten sad engang forstemt

Studenten sad engang forstemt

I Vinternat,

I fremmed Kløgt han troede gjemt

Al Livets Skat;

Da lød en hjemlig Harpeklang

Omkring hans Vraa,

Da følte han en mægtig Trang

I Hjertet slaae,

Og Norden gik op for hans Tanke.

Thi Mindets Stjernehimmel svam

Paa Tonens Hav,

Og Haabets gyldne Straalekam

Steg op deraf,

Og Fremtid sank til Fortids Barm

I Nuets Leg;

Da svulmed Styrken i hans Arm,

Og Modet steg;

Thi Fremtiden eied hans Tanke.

Studenten slog sin Vimpel ud

Til Vikingstog;

Med Vaarens Luft som Vaarens Bud

Han kjæk uddrog,

Og Upsal, Kjøbenhavn og Lund

Har hørt hans Pagt,

Og Livsens Ordet i hans Mund

Har viist sin Magt;

Thi Norden blev Folkenes Tanke.

Studenten sjunger nu hver Dag

Sit glade Haab;

Det flammer høit i Brødres Lag

Ved Druens Daab;

Men engang vorder han til Mand,

Hans Sang til Daad,

Og aldrig, aldrig svigter han,

Før han har naaet,

At Norden er meer end en Tanke!