Du kommer — saa er Alting godt,
Og alt det Onde glemt,
Saa er min Vraa et Marmorslot,
Og i mit Bryst har Sangens Drot
De bedste Strenge stemt.
Du kommer — saa er Himlen blaa,
Og alle Skyer Guld,
Og alle Skovens Fugle slaae,
Og Høstens Mark af Blomster smaa
Er atter ganske fuld.
Du kommer — saa er Livet smukt
Og hver en Time leer;
Saa standser Intet Tankens Flugt,
Saa bærer al min Gjerning Frugt,
Og hvad jeg ønsker skeer.
Du kommer — saa er Livet rigt
Og al dets Møie let;
Saa er et Legetøi min Pligt,
Min Hvile et fuldbaaret Digt,
Og Klang mit Aandedræt.
Du kommer i Din Elskers Favn,
Og bygger der og boer —
Saa kjender Sjælen intet Savn,
Saa kjender Glæden intet Navn,
Og Læben intet Ord.