Carl Ploug (1813–94)

Vi flygtige Svende, vi drage af Land,

Men hjemme vi er paa den fremmede Strand

Thi Tungen os hilser med moderlig Magt,

Og Haanden os rækkes til broderlig Pagt,

Og fælles er Mindernes funklende Hær,

Og fælles er Morgenens rødmende Skær

                                For Norden.

Vi lystige Svende opløfte vor Røst,

Og Tonerne flyve fra Kyst og til Kyst,

Og Ungdommens Hjerte, som udi dem slaaer

Til Hjerterne taler, saa vide de naaer;

Derfor er de stærke, derfor gjør de godt,

Derfor bær’ de Stene til Enhedens Slot

                                I Norden.

Vi dristige Svende fik Sandhed til Meed

Og rette mod den vore ilende Fjed;

Er Veien end steil, og er Afstanden stor,

Vi gange dog frem i dens lysende Spor.

Vi veed det, at Livet er den underlagt,

Vi veed det, engang skal den vise sin Magt

                                I Norden.

Vi trofaste Svende, vi holde vort Ord,

Og tage det atter i jublende Chor:

Vi mødes og skilles, men mødes igjen,

Naar Løftet os kalder, og give os hen

For Fortidens Minde, for Fremtidens Haab,

For Sandhedens Seier og Hjerternes Raab,

                                For Norden!