Birken lo med alle birkes lyse, lette latter,
suged’ solens lysblink, rejste sig paa tæerne
og kastede et fingerkys til himlens gode gud,
dengang dagen brød igennem graners vagt ved graa rabatter,
jog sin ketcher gennem taagen, pilled’ mørket ned af træerne
og viste hele skoven, at en bøg var sprunget ud.
Aa-h! sa fire popler, og et egetræ sa: næ-h!
Og bøgetræets egern, som kom hjem fra pigens træ,
fo’r forvildet rundt i skoven for at finde sit logi.
Men bøgen stod og nikkede med tusind spæde stilke,
og nye knopper bristede i brus af dunet silke;
for vaaren laa og lynede, og knopper laa og længtes,
og inden i hvert hylster laa undere og trængtes,
til lyn og længsel gnistrede, saa brune pupper sprængtes,
mens alle vaarens guder galoperede forbi.