Det kan komme som en Smerte
i min Lykkes største Under,
som et Sug, der ikke bunder
i et ungt, forelsket Hjerte.
Jeg har smilet — som en Manen —
men et Smil bli’r sygt og kvæstet,
naar ens Lykke hænger fæstet
til et Kors af angstfuld Anen.
Jeg har tit mig forestillet,
at det bare er en Krykke
som Memento for en Lykke
over alt, hvad Gud har villet.
Men — Veninde — om du vidste
om et Hjertes dumme Veje
i dets Lykke ved at eje
og dets Skælven for at miste.
Aa, du ved det? Ogsaa dine
kære Smil har drukket Skygge?
Ogsaa al din lyse Lykke
har en Underbund af Pine?
Men saa ræk mig dine Hænder,
og jeg sværger — nej, jeg smiler,
for det er, som Lykken siler
over to af sine Venner.