En susende Knut gad jeg været
i Hvinen mod blodige Rygge,
en Herrens formanende Svøbe
mod Sløvsind og slapt Forfald;
— en Klokkebøje ved Skæret
af Vaneforbandelsens Hygge,
et Malm, hvori Guddommens Finger
bimlede i sit Kald.
Ja, jeg gad været en Stue
med Skodderne spærret mod Strømme
af Menneskers graa og flade
Rutine i Vis og Sæt.
Nu vander jeg kun med en Bruse
min Have af dagblaa Drømme,
trommer en trippende Hvirvel
og bruger min Kastagnet.