Jeg er viet til en drøm om en galge
— om et hængetræ, som venter mig et sted.
Og det volder mig iblandt en smule uro
og iblandt en smule smertefyldt fortræd.
For hvem fanden er forelsket i sin galge
— hvem kan hviske fuld af munterhed dens navn!
Men i alt drev jeg som flagløs rundt paa havet;
og galgen er min allersidste havn.
Galgens vinkeltegn er fældet i mit hjerte,
skønt det skjultes fnug for fnug af naadig sne,
naar en fugl iblandt tog plads paa galgens tværtræ,
og den sang — lidt hæst og skurrende maaske —
sang om hende, der er fjernt fra gale glæder
(hun er fjernere fra dem end fjernt fra mig!)
og som kom til mig i nætters tætte mørke
uden tanke for den lange vej.
Og hun gik, mens haner streg, og dagen fødtes,
og jeg lo — jeg lo, mens hun gik bort og græd.
Hvorfor spiller vi saa ofte om vor lykke
— hvorfor spiller vi iblandt om hendes med?
Hvorfor drikker vi dem til i flammeskaaler,
bringer læberne vi elsker til at le,
naar de dog, mens haner skriger, lyset fødes,
gaar bedrøvede mod dagen, der skal ske?
Vi fortæller dem om guder, som har mægtet
(mens et sted man tvinder galgens stærke snor!)
at forene to af hundredtusind veje
Som har tvundet netop diste tvende veje
til et reb, som tøjrer lykken ved vor dør,
og dette reb skal intet — intet bryde
(skønt galgens gribbe hvæsser deres klør!)
Stundom falder vel betalingen i afdrag
(der skal vejes os til unze og til lod!)
men i galgens favn kvitteres der for resten,
saa man skyldløs drages op i dødens vaad.
Det er straffens tunge ende, at Hun kommer,
naar en nat det uafvendelige sker.
Og hun græder — uden braad og uden vrede,
mens for sidste gang vort arme hjerte ler.