Jeg tænker, mens stjerneskud hvirvler sig ned
og slukkes, hvor kun den alvidende ved:
— Kan hænde der brister et venskab et sted,
og gløden, der faldt, var en stjerne, som græd.
Jeg tænker med vemod på venner, jeg sveg,
på bitre forlis, som begyndte i leg,
på hundrede ting, jeg har villet og glemt
— hver dristig beslutning, som kvaltes i skæmt.
De halve små sandheders haltende hær,
de fuldbårne løgne i funklende klæ’r,
alt det, der kan mindes — forløjet, forladt
går frem som en æm under stjernernes nat.
Jeg går og vil glemme — og glemmer at gå;
— jeg ved, at min skygge er gået i stå;
thi stjernerne hvirvler sig — hvirvler sig ned
og slukkes, hvor kun den alvidende ved.