Nis Petersen (1897–1943)

Mennesket kom imod mig —

slæbende tungt —

i vejen bag det

slimede spor

af løgn, af vædskende sår —.

En røst rungede: — Elsker du mennesket

Nej! sa jeg — jeg kan ikke.

Elsk! sa stemmen.

Mennesket kom —

nærmere — krybende —

savlende af lyst —

med fluer og utøj

i bugens vunder.

Og røsten hamrede:

— Elsker du mennesket?

Nej! sa jeg.

Elsk! sa stemmen.

Nærmere — langsomt nærmere —

tomme for tomme —

stanken tog til

af løgnens tusinde syger —

og røsten truede:

— Elsker du mennesket?

— Nej — jeg elsker ikke!

— Elsk! sa stemmen.

Da rejste mennesket sig —

og det rakte, sine hænder imod mig,

og se: naglegabene vædskede rødt —

til skulderen var de nøgne arme

dækkede af syndens sorte sår —

og mennesket lo:

                                — Således har Gud elsket —!

Der faldt et bind fra mine øjne

og jeg råbte:

                                — Menneske — jeg elsker dig!

Og min mund var fuld af blod —

af menneskers blod.