Det er sandt, du lille, borgerpæne pige
— hvem kan lyve her, hvor tanker selv gør støj —
det er sandt, at jeg har fablet om en stige,
som gik mile over denne smukke høj.
Det er sandt, at jeg har famlet mod et rige
mere blomstrende og skønt, end man har ord;
— det er sandt — ja, mere sandt, end jeg tør sige:
jeg var blindført på et fabelspor.
Å, vi drømmer, vi er hovedrige
— vi vil bygge barrikader — vi vil krig
— og vi vågner på et græstørvsdige,
bygget op af svampede forlig.
Vi begynder altid med at hige
frem mod marterpæle og exil,
og vi ender — lille, borgerpæne pige pænt —
og pynteligt med skæve smil.