Mit land, så langt som jeg kan se, står rejst i vrede;
mit lille land, som jeg har kendt i smil, i gråd, står mørkt af had.
I dage drev der truseltunge skyer — i nætter lød der brøl og varselkvad;
— mens disen svøbte sig om fjerne byer, lå mørket på den afgrundsvide hede.
En storm, mer rovdyrond end jeg har kendt, har blottet tænder;
— tre mile rundt — og tyve til måske — er marker flænset op.
Hvor himlen ses, er nattesorte skyer, som blytungt hænger over højens top;
— og ingen aner landets fjerne byer så lidt som Grænserne, hvor vreden ender.
En røg af mange agres sand hinsides vandet
— en blåbrun røg af sodfint sand, af grus, af markers muld
— en mange miles drift af tykke bølger — og nye drifters hastigt fødte kuld
— og stadig — stadig nye floder følger og går som serpentiner over landet.
Mit land, så langt som jeg kan se, står rødt i hede;
mit lille land, hvis blidhed, ynde, smil er prist i kvad;
— mit land er brøl og gny af friske lunger — mit land er larmende og havfrisk had.
— Gid landets havvandsblå og lyse unger må drikke af dets skrankeløse vrede.