O Bacchus! rul til Jorden paa Din Tønde
Mel.: Kom, Brødre, kom! nu vil vi til at drikke.
Mel.: Kom, Brødre, kom! nu vil vi til at drikke.
O Bacchus! rul til Jorden paa Din Tønde,
og tril den op paa dette kjære Bord;
thi drikke nu vi agter at begynde,
som sand’e Æt af Mænd fra gamle Nord.
Bort, Pallas, bort! Fornuft os rager ikke;
bort, Momus, bort! Satire lides ei;
men, Evan, kom! thi, Brødre! drikke, drikke!
Det veed vi, hvad det er, det andet ei.
Og andre Ting ei vides skal i Aften;
som Philosoph jeg har mit Haandsystem:
al min Sophi’ gaaer ud fra Druesaften,
dens Virkning spores skal i mine Been.
Og, Broder! bryd Dig ikke om at rave,
Du raver jo dog saa Din hele Tid;
thi skrøbelig Du blev i Edens Have
ved Adams alt for lystne Æblebid.
Gid Æbler da saa dyre havde været,
som de er nu i Kongens Kjøbenhavn,
da havde han dem vistnok ei fortæret,
da følte vi ei nu til Glædens Savn.
Da leved’ vi saa rart i Uskyldstanden;
for intet drak vi da den bedste Viin;
da var ei Kjøbmand seet med Horn i Panden,
og Fanden var ei manet ud af Sviin.
Da fløj os stegte Duer ind i Munden
med Kniv og Gaffel i den fede Ryg.
og da var Havet fyldt med Punsch til Bunden;
der voxte Annanas, hvor nu staaer Byg.
Og da var Alle Grever og Baroner,
hver Staadder har et Von foran sit Navn; —
hvad er’ vi nu? Ulykkelige Zoner,
ulykkelige Kjøbstad, Kjøbenhavn!
Henrevne Aand! sving Dig fra Glædens Enge!
Hæv ei vor Qval ved Priis om dette Sted;
thi skulde Du der endnu dvæle længe,
saa nødes jeg vel til at græde med.
Og nu i Aften maatte Pokker græde;
kun Flasken søde Taarer fælde skal;
men Flasken fælder dem af lutter Glæde,
fordi vi drikke os en Perial
Velan, vi vil eiheller Saften spare,
kun den, som drikker nu, er klog og viid;
thi, Brødre! viid: paa Vinens Dunster fare
vi alle levende til Paradiis!
Oehlenschläger.