Da mihi nunc Consilium:
Nu er jeg stygt i Knibe;
min Pung den er nu ganske tom,
da Brev jeg faaer fra Ribe,
hvori min Fader skriver mig,
“at, saasom jeg er liderlig,
saa faaer jeg ingen Penge fleer,
før at han mig forbedret seer.”
Jeg var nu næsten banqverot,
indtil min gamle Frakke;
da jeg paa Brevets Convolut
blev va’er: “Hermed en Pakke.”
Den aabnet blev i største Hast;
og, skjøndt jeg ei saae Penge,
saa calculerte jeg dog strax,
en Maaned ei at trænge.
Det første, som mit Øie saae,
var splinternye Klæder,
og i en Vestelomme laae
tolv Daler til min Skræder.
Men, hvad som mig fornøied’ meest,
var femten nye Skjorter:
dertil en deilig Kippers Vest,
besyet med brede Borter.
Nu Alt blev gjort i gangbar Myndt,
dog ei min gamle Frakke;
en Jøde fik min hele Pynt,
og Skræd’ren lod jeg snakke.
Nu kan jeg synge, drikke, lee,
gaae stundom paa Comedie,
ja vel endogsaa paa Concert:
Men saa har Glæden Ende.