Adam Oehlenschläger (1779–1850)

At opmuntre Folk til at drikke,

naar Bollen staaer fuld paa vort Bord,

den Skik er som tusinde Skikke

og mangefold Ting paa vor Jord.

Kan Bollen ei selv dem indbyde,

saa kan de smukt lade den staae;

det skal os vist ikke fortryde:

desmere vi Andre kan faae.

Og føler Du ei i Dit Hjerte,

at denne velsignede Saft

kan bortjage Kummer og Smerte

hen Fanden i Vold med sin Kraft,

saa staaer Du ei til at curere;

men her, som paa hvert Hospital,

maa hver Incurabel spadsere

til Kisten for den som er gal.

Hvo glemmer, at Punsen opgløder

den koldeste Sjæl med sin Ild;

Hvo glemmer, at Punsen forsøder

den Skjæbne, som ikke er mild;

Hvo glemmer, at Alting man glemmer,

naar rundt om glaskronede Bord

højt hæve sig mandige Stemmer

i glade og jublende Chor?

Heraf nu Enhver kan fornemme,

at ikke jeg qvæder min Sang

for med overtalende Stemme

at faae vores Bolle i Gang;

de klare og milde Pokaler,

opfyldte til skummende Rand,

selv tale, som Cicero taler,

skjøndt ei de er’ tørre som han.

Men det, som udfordres til Tingen,

blandt Ingredientserne størst,

det nægter vist sikkerlig ingen,

at det, fremfor alting, er: Tørst;

og, for nu ret tørstig at blive,

man Halsen maa synge sig tør,

saa kan vi med Bollen det drive

ret som det sig skikker og bør

Thi lader os samtligen skraale

om Piger og Venskab og Puns

saa meget som Halsen kan taale,

og lad os saa drikke tilbunds!

Seer Glassene kun, hvor de smile

og vinke med pirrende Damp:

Op, Brødre! og lader os ile

med Mod i den fældende Kamp!