Skjøn var den Skik hos de nordiske Fædre,
ofte at samles til Sang og til Dands;
Møer, saa hulde, for Festen at hædre,
:|: fletted’ Kjærminder og Roser i Krands. :|:
Trygt laae de Hytter, som Borge bag Volde,
Ungdommen spøgte i blomstrende Dal,
trofaste Sønner i Kampen saa bolde,
:|: vaaged’ for Freden, i skjoldklædte Hal. :|:
Dybt staae i Runen de hædrende Minder,
Saga har præget for Manddom og Dyd;
høit priser Skjalden de herlige Kvinder,
:|: Norden end kalder sin Stolthed og Pryd. :|:
Hil Dig, Du Land, hvor længst Frihed har kaaret
Manden til Daad og til Hæder og Lyst!
Hil Dig, Du Kreds, hvor ei Falskhed har saaret
:|: Venskabs og Ømheds høitpulmende Bryst! :|:
Her glemmes Kummer og Sorger og Møie,
Hjertet mildt aander den saligste Fryd.
reen luer Glæden fra Kind og fra Øie,
:|: Sangen sødt toner til Strængenes Lyd. :|:
Tiderne, vexlende, fage henrinde,
Slægterne juble, og svinde med dem;
dog skal om Secler vor Ætling end finde
:|: Frihed og Glæde i Fædrenes Hjem :|:
J. Jetsmark.