Til mit Fædreland
(paa Nytaarsmorgen).
(paa Nytaarsmorgen).
Mit Fædreland! i første Morgenrøde
Paa Aarets første Dag, mens Solen hæver
Sin gyldne Tinding over Sneens Flade,
Guldharpens rørte Stræng din Lovsang bæver.
I Kulden varm din Bardes Kinder gløde,
Den muntre Frost gjør Hjertets Tanker glade.
Vel vifter Zefir ej bag grønne Blade,
Ej høres Fugleqvidder,
Rimfrost paa Grenen sidder,
Men Kulden kan ej Nordens Digter skade,
I Vintrens lette Luft skal Sangen klinge
Paa Nyets første Morgen,
Og vifte Sorgen bort med Haabets Vinge.
Mit Fædreland! saa langt som Tiden rækker
Stod Du selvstændig mellem Skjær og Klipper,
Skjøndt højt i Nord en velindskandset Have
Saalænge Hjertet slaaer, ej Modet glipper;
Ej Tidens Pest, som ofte Styrken svækker,
Har røvet end din skjønne Himmelgave.
Før ærlig døe, end nedrig være Slave,
Det stolte Løsen lyder
Saa langt som Bølgen bryder
Sig paa din Strand, fra Nordkap indtil Trave.
Saalidet Digterharpen end er brusten,
Saalidt dit Glavind skjuler
I Gravens Huler sig, af Ælde rusten.
Mit Fædreland! gid stedse Dig besjæle
Den gamle Kraft, den Munterhed, den Styrke
Paa Sjæl og Krop, som livned dine Fædre!
Det vil den, naar som de du tro vil dyrke
De Guder, som et varigt Eftermæle
Kan rejse Dig, som kan Dig Livet hædre.
Jeg kjender her paa Jorden ingen bedre
End Kløvret i din Saga,
End Baldur, Thor og Braga,
End Godheds, Tapperheds og Kløgtens Fædre;
Hvor dette Treblad voxer, hvor det trives,
Der visner Smaaligheden,
Og til et Eden Ørken selv oplives.
Derfor, saafremt Du atter dræber Balder,
Fromhedens Gud, den Gud, hvis milde Øje
Bestandig viser op dig, mod Din Skaber,
Da vil Du synke dybt i Lastens Møje,
Fra Æthren Du med Hyl i Pølen falder;
Og Luen i dit Bryst sig daglig taber.
Det hjelper ej, Du Kjæmpen efteraber,
I Kampens vilde Vrimmel
Er Haabet om en Himmel
Det bedste Skjold, selv naar din Vunde gaber —
Du siger, at Du Fædrelandet agter,
Du som paa Gud ej tænker?
Ha Sandhedskrænker med de tomme Fagter!
Den vakkre Thor, som styrked Longobarder
Som styrked Cimbrer, Saxer og Teutoner,
Forlod dem, da de raste vildt mod Syden.
De faldt som Ax for hine Nationer,
Som i den sledske Snare stærken Parder.
Saalidet hjalp dem deres stolte Skryden.
I Praleri bestaaer ej Heltedyden!
Men kraftig i sin Fare
Sig mandligt at forsvare
Det lønner Asathor med Sejersfryden.
Saa vil han stedse smile til vort Banner,
Naar rolig og beskeden
Vi slaae for Freden dristigt som Normanner.
Hvad gjorde Norden stor og fuld af Luer
Om ikke Asers genialste Skare,
Der drog fra Caucasus, hvor Solen brænder?
Den skjønne Flamme maa vi snildt bevare,
Og naar den stundom ud at slukkes truer,
Saa maa vi hente ny, som atter tænder.
Thi Kulden skal ej binde vore Hænder;
Den er en evig Fiende
Som vi skal overvinde;
Og derpaa Valhal Skandinaven kjender.
Derfor, saafremt Du hamrer kun dit Værge
Og slukker Altrets Flamme,
Døer Odins Stamme! Vi er atter Dværge!
Styrk, Himlens Fader! fra din Naades Throne
Vort Fædreland og Fædrelandets Helte
I dette Jordskjælv, som Naturen ryster!
Lad Dovrefjeld og Østersøens Belte
Og Heltens Sværd forsvare Kongens Krone!
Lad Viisdom være Tapperhedens Syster!
Forjag hver ussel Trold fra vore Kyster —
Vankundighed og Mørke,
Som qvæler Heltens Styrke!
Og hun, som suger Fædrelandets Bryster,
Hun! Egennytten! Afmagts grumme Datter!
Styrt hende til sit Helved! —
Og Himlen hvælvet os omfavner atter.
Oehlenschläger.