Epilog
fremsagt den 30te Nov. 1812 i en
fremsagt den 30te Nov. 1812 i en
Vennekreds, efter Forestillingen af Hittebarnet.
Vennekreds, efter Forestillingen af Hittebarnet.
Som Vennehuld blandt alle Livets Goder
Sig følte arm midt i sin Overflod,
Indtil han fandt en længe savnet Moder,
Der fyldte ham med glade Heltes Mod;
Saa nærmer jeg, som Vennehuld, mig atter,
Og stammer frem mit rørte Hjertes Løn,
Og kalder mig, hvad intet Navn erstatter,
Den bedste Moders lykkelige Søn.
Med glade Følelser min Tak jeg yder,
I mit og i min elskte Broders Navn
For al den Fryd, hver af os daglig nyder,
Og nød bestandig i vor Fædrestavn.
Tak, hulde Moder! for Din ømme Pleje,
Og for ethvert af Dine Moderfjed,
Tak for Din sjeldne, ufortrødne Møje,
For al Din moderlige Kjærlighed!
O gid vor Vandel, gid vor hele Vane
Maa bringe Dig den Løn, Din Sjel attraaer,
At Vi maae stedse under Dydens Fane
Tilkæmpe Dig det Held, dit Hjerte spaaer!
Og gid den skjønneste blandt Aarets Dage,
Den Dag, der skjænked os, vor Moder! Dig,
Maa komme tit igjen, og glad gjentage:
„Du stedse bliir os uforglemmelig!”