Over Orlogskibet Phoenix
Af en Prolog,
Af en Prolog,
opført den 26 Januar 1811 paa den kongl. danske Skueplads.
opført den 26 Januar 1811 paa den kongl. danske Skueplads.
Og der var i Norden saa mægtig en Fugl,
Som hist paa Arabiens Hede,
Den plejed at sidde fast aldrig i Skjul,
Saa fro den sin Vinge mon sprede.
Naar Vingen den mon slaae
Over Bølgen den blaa,
Da ængstedes alle de Fiske smaa.
Thi hvis vi den Krønnik saa gammel kan troe,
(Og troes maa vel den, som en Anden)
Da slog den i Byttet sin mægtige Klo,
Og flaggred med Byttet til Stranden,
Naar ind den da foer
I Issefjord,
Da jubled de Kæmper om Egebord.
Men alt som den ældtes den stoltere steg,
Da vilde den længer ej rane,
Den bygged sin Rede i Dannemarks Eg,
Der fik den at øve sin Vane.
Saa højt til dens Top
Da rask klavred op
Saa mangen en vild og forvoven Krop.
Hvo nævner dem alle fra Fredrik til Skjold,
Som klavrede højt til dens Bolig?
Kong Christian, Niels Juel, Peder Tordenskjold
Især blev med Fuglen fortrolig.
Fra Dannemarks Ø,
Men ej for at døe,
Med Adler den svang sig til Midlandske Sø.
Hvor Æren det gjældte der Phønix var hos,
Der rysted den Vingen tilvisse.
Den Fugl blev saa gammel, at der groede Mos
Tilsidst i dens graanende Isse.
Da Fjenden blev glad:
„Nu kjøles vort Had!“
Men derfor fortvivled ej Axels Stad.
Den kjendte sin Fugl’, og dens sjeldne Natur,
Den ængstedes ej udi Nøden.
Vi vidste: saa litt som den fanges i Bur,
Saa lidt kan den fanges af Døden.
Snart Kummeren veg,
Af Asken den steg,
Nu sidder den atter i Dannemarks Eg.
O Phønix! du værned’ totusinde Aar
Om Sjællands blaafarvede Belte,
Du vilst ej forlade til Verden orgaaer
Dankongen og Dannemarks Helte.
Sid højt paa vor Stavn!
Dit funklende Navn
Udbrede vor Ære fra Havn til Havn!
Oehlenschläger.