Juliane Marie Jessen (1760–1832)

Sang til Hr. Knudsen

den 9de Sept. 1812.

da Sørgefesten over de paa Najaden faldne Søkrigere. helligholdtes paa Batteriet Trekroner.¹

Ærværdige Hler med sit Følge

Opsteg fra det tangklædte Hjem;

Rul, bød han, codaniske Bølge

Rul sagte og varligen frem!

Det frydede Havgudens Øre.

Hans Yndlingers Sanger at høre;

Han kjendte den Harpe, hvis hellige Klang

Hans Kæmpers Bedrifter og Minde besang.

Han glatted’ den rynkede Pande,

Mens Knudsen om Heltene qvad;

Da svor han en Eed, den skal stande,

Den gjenlød fra Havet til Stad:

„Min Knudsen et hædrende Minde

Hos Danske og Norske skal finde,

Saalænge min Bølge fra skummende Strand

Omruller det elskede Daniens Land.“

Juliane M. Jessen.

Denne Sørgehøjtid bliver i Dagen No. 220 saaledes beskreven: Paa Batteriets underste Vold stod et Gravminde, ziret med det danske Flag og Vimpel; alle indenfor dets Bom liggende Fartøjer flagede, og Batteriets Flag stod paa halv Stang. En talrig Forsamling, som Chefen, Commandeur Jessen, havde indbudet, indfandt sig paa Batteriet Kl. 10 om Morgenen i et Telt, som var sat i passende Afstand fra Mindet, og den foran samme staaende Støtte paa hvilken de 3de faldne Officerers, Grotschillings, Buhls og Rollfsens uforglemmelige Navne vare anbragte. Da alle vare samlede, og de Herrer Officerer havde sammenkaldt Mandskabet, besteg Hr. Knudsen Gravmindet, og, efter en kort Sørgemusik, holdt han, med den ham egne Varme, en kort og passende Tale. Under den for alle Danske rørende af ham istemte Sang: Værer Fred med Eder alle, &c., nød 12 unge Piger den Hæder at ofre de faldne Helte de med deres Blod kjøbte Egekrandse, hvorpaa de ældre taknemmelig bestrøede Mindets Fod med Blomster. Commandeur Jessen fremtraadte derpaa, og med saa rørt Sjæl, som den Mand maatte have, der kunde række sin Vaabenbroder Capitain Holm Haanden, og sige: „Vi reddede ikke de os af vor Konge betroede Skatte. Havet skjuler Najaden. Ilden fortærede Orlogsskibet Prinds Christian Frederik. Men Hans Flag, Hans Krigeres Ære reddede vi gjennem Ild og Vand“; bød han Flaget hejses med følgende Ord: „Som om det blev nedtynget af Taarer sank Danmarks Flag for Øjeblikke fra den stolte Højde, hvorfra det i Aarhundrede uplettet vajede! velsignet være hver dets kjække Forsvarers Minde! hejs højt det danske Flag! Evig og upletteligt skal det vaje, forsvaret af tappre Krigere, styret af den bedste blandt Konger. Leve Kongen!“ Flaget hejsedes, og et signende gjentaget Hurra fra alle Munde bød Danmarks Fredrik leve. Derpaa vendte Chefen sig til Hr. Knudsen, og leverede ham i Mandskabets Navn 100 Rdlr., det halve fra Matroserne, det halve fra Soldaterne, som et frivilligt Offer, de bragte deres fangne Brødre. Med Veemod og Stolthed forlod man derpaa det ærværdige Mindested.

Frigge: Poetisk Nytaarsgave for 1813, udg. af R. Nyerup, Kjøbenhavn: Andreas Seidelins Forlag, [1813], s. 10–13.

Juliane Marie Jessen (1760–1832)

Sang til Hr. Knudsen

den 9de Sept. 1812.

da Sørgefesten over de paa Najaden faldne Søkrigere. helligholdtes paa Batteriet Trekroner.1

da Sørgefesten over de paa Najaden faldne Søkrigere. helligholdtes paa Batteriet Trekroner.¹