Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Naar Høsten ydet har sin Frugt,

Og fyldt de lune Lader;

Naar Byen samler os saa smukt

I sine tætte Gader;

Naar atter frydes Giæst med Giæst

I gamle Vennesæde,

Da aabner en livsalig Fest

Den danske Vinterglæde.

Pomona var en hellig Diis

I Romerfolkets Have;

Og høit de jubled hendes Priis

For purpurgyldne Gave;

Vi selv en slig Gudinde har,

Som ikke vi fortie;

Hun er de Danske dyrebar

Og kalder sig Marie!

Med Godhed og Livsalighed

Huldt smiler vor Gudinde,

Og lokker Sol fra Himlen ned,

Og fierner Havets Vinde.

Og derfor nu af Høstens Green

En gylden Krands vi flette;

Og høit paa hendes Billedsteen

Om Tindingen den sætte.

Vor ædle Fredrik fryd Dig kun

Blandt Dine Kongebrødre!

Her hersker i Din Herthalund

Den yndigste blandt Mødre.

Vi elske Dig for vist og sandt

Vor Fader og vor Konning;

Men — det er sødt, engang iblandt,

At styres af en Dronning!

Thi drikke vi vor Dronnings Held,

Mens glade vi udbryde:

Dit Liv som Roskilds Kildevæld

Af Skiebnens Urne flyde;

Saa rigt, saa styrkende, saa klart,

Befrugtende med Voven;

Da speiler sig i Kilden snart

Lyksalig Dannerskoven! —