Epilog
(efter Hakon Jarl, fremsagt af Rosing som Auden.)
(efter Hakon Jarl, fremsagt af Rosing som Auden.)
„Alt opstaaer i Naturen og forgaaer:“
Med dette Sprog maa selv sig Odin trøste.
Til graae forvandle sig de sorte Haar;
Men — paa den unge haabefulde Vaar
Bør Blomsten vorde Frugt, og Livet høste.
Fordærves ved en grusom Nattekuld
Den spæde Spire paa sit sorte Muld,
Da bliver den saa sørgelig tilmode.
Dens korte Tid den falder grusomt lang;
Dog haaber den! Den har ei nydt engang
Sit af Naturen knap tilmaalte Gode.
En Ynglingsflok jeg for mit Øie seer,
Som er mig fremmed, kiender mig ei meer,
Fra mine bedre, mine blide Dage.
Hvorledes skulde jeg vel den behage?
Et Glimt i Asken, kan det fryde Den,
Kan Den husvales ved et Glimt at skue,
Som ei ved Funken minder sig igien
Den forhen kraftige, den stærke Lue?
Dog — falmer end det friske Høstens Blad,
Fra hulde Grønt vil det ei skilles ad;
Det misted ikke Alt, det eier Noget:
Det gyldne Løv giør Skoven mere broget;
Det bræmmer Træets livelige Kant,
Og minder om en bedre Tid, som svandt.
Til Eventyret end I høre ville
Om Kongen, tryllet til en Marmorpille.
Bevægelsen kun røved ham en Fee,
Dog kunde Siælen føle, Øiet see,
Og ofte sang ved Cithren han sin Smerte,
Med fulde Toner, af et kraftigt Hierte.
Saaledes gaaer det mig. Kun mine Been.
Men Hiertet nu saalidt som før er Steen.
Det føler varmt; og Følelserne stræbe
End stundom at bevæge Konstens Læbe.
Forsmaaer da ei den gamle Audens Røst,
Der lød igiennem Skoven. Lad den Trøst
Ham tage med sig i sin Klippehule:
At ei de nye Lys ham ganske skiule.
Huldt fryder Blomsten i sit Sommerlæ,
De tætte Løv for Østenvinden lune;
Men derfor glemmes ei det gamle Træ,
Med Snee paa Barken, og med Tidens Rune.
Oehlenschläger.