Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Naturen gav et deiligt Land,

En grøn, en skovfuld Blomsterstrand,

Til Odins lykkelige Skare;

Og Herthas Øe var Freden blid;

Han maatte søge Kamp og Strid

I fremmed Land, som søgte Fare.

Naturen gav dem Qvæg og Korn,

Og Rosen dækte Skovens Torn,

Og Somren skienkte dem sin Glæde.

Dens Feil kun var: den var for kort;

Den ilte altfor hurtig bort,

Men Vinteren blev Venskabs Sæde.

Da sad de i den lune Hal,

Og hørte paa den gode Skiald,

Og lyse svandt de mørke Timer.

I lykkelige Høst og Mai

De havde dyrket Frigg og Frei,

Nu dyrkede de Bragi, Mimer.

Naar Væxten staaer i Isens Buur,

Da blomstrer Konsten som Natur;

Erindring maa paa Glæden bøde;

Og Konstens Blomster har den Art,

At ei de visne nær saa snart,

Som de, der kun i Vaaren gløde.

Saa lad os atter dyrke Konst,

Mens Østersøen med sin Dunst

Ei vore kolde Kyster slipper.

Lad Natten storme mørk og vild,

Her funkle klar en venlig Ild,

Et Fyrtaarn for den kiække Skipper.

Vi styre vil mod Smagens Havn,

Saa mærkes ikke Somrens Savn,

For Frigga vil os Bragi lønne.

For Fuglesang vi har Musik,

Og Solskin i den Vises Blik,

Og Blomster i de hulde Skiønne!