Den vandrende Digter
eller
Don Quixote den Yngre.
(Et Fragment.)
eller
Don Quixote den Yngre.
(Et Fragment.)
Don Quixote den Yngre.
(Et Fragment.)
Første Sang.
Syng ved Harpen, o Skiald, en Sang om Ynglingen Philip,
Som, af en sværmerisk Ild forført, af ungdommelig Blindhed,
Søgte sin Lyst kun i Oldtids selsomt dæmrende Skygger;
Oversaae hvad Skiønt der blomstred frodigt i hans Tid
Med eensidig Foragt; fordi utallige Torne
Skiulte den svulmende Knup af den halvt kun udsprungne Rose.
Indtil Elskov huldt oplod hans Øine; til Pigen
Smelted hans Bryst, og forbandt de vildt henstræbende Længsler
Til et virkeligt Held, som forsoned Oldtid med Nutid.
Dette være din Sommersang, min smilende Musa!
Under en Steeneegs dæmrende Løv, mens Duggen besprængte
Smaa rødkronede Blomst, og de saftige Væxter og Urter,
Ungkarlkraftig han stod, med spirende Duun om sin Hage.
Haaret flagrende; Trøien var kort; gigantiske Støvler;
Men Kasketten blegviolet med sølverne Snorer,
Hentet fra Jenas Torv. Den lette Skramme paa Kinden
Vandt han sig ridderlig der i en Tvekamp, Bogen i Haanden,
Niebelungernes Digt, hans Bibel, trykte nu Armen
Fast til ungdommelige svulmende Bryst; og ventende Svogren,
Hvilken i nærmeste Kro drak Viin og Hestene Vand gav,
Sang han i blomstrende Skov sin Ungdoms fyrige Længsel:
„Evigskiønne Natur! Hil Dig! Du blusser bestandig
Kraftig ung om endog affalmet Menneskelivet
Sortner som en forsvindende Glød til Kul i sin Aske.
Skiønnere Green vist strakte sig ei med kølige Bladkrands
Kring Kong Didrik af Berns guldkronede Tinding; Cypressen
Stod ei en rankere grøn Pyramide, ved Rolands Gravsted
Hisset i Roncisval, end Granen hist over Kløften.
O hvi est du, skiønne Natur, kun vorden et Landskab
Uden Qvinder og Mænd? Din Tomhed trykker mit Hierte.
Leved vi dog i den herlige Tid, da paa snehvide Ganger
Damen rank giennem Skoven red; en gyngende Strudsfier
I den forvovne Hat, en Falk paa fyldige Skulder.
Hørte jeg dog, som da, til Hiortens Stønnen et Jagthorn;
Treen i den hvælvede Sal, og tømte med Ridd’ren et Bæger,
Mens Capellanen af guult Pergament med røde Frakturer
Høit Stamfædrenes lyse Bedrift oplæste; hvad heller
Eventyr af en skiøn Phantasie om Kæmper og Dverge.
Her maa jeg ulyksalige Svend nu væmmes til Døden
Over det fade Familieliv, maa døie dets Kummer.
Nei! til dig, ærværdige Rest, nu stander min Hu kun!
Hen til den musdækte Steen med Vedbendranker i Riften.
Did mig kalder en Røst.“ Og saadan talet, besteg han
Postkarlen som gik til Frankfurt; kastede mut sig
Hen i den bageste Krog. Du hilste ham, ærlige Kiøbmand!
Ogsaa Du, velmæskede Studepranger! og Du, smal-
Livede Kammerjomfru! Han mærked det ikke; men lukked
Øinene til, og sov; og drømte sig baaret i Taarnet
Paa Elefantens Ryg i, Middelaldren; da Svogren
Blev en Morian, men Pidsken en Fork, som stak Elefanten.
Følge ham Skridt for Skridt, det vilde vorde for langsomt,
Lidet Stof kun giver til Digt den polemiske Veemod;
Havde, som Don Qvixote, for Borg han Kroerne taget,
Mariturne for Mø, og Verten selv for en Ridder
Meget finge vi da fortalte; men Philip begred kun
Tiden og Rum, og Historiens Gang, og ærgred sig jevnligt
Over det Trivielle, som mødte paa støvede Landevei.
Nær den hellige Rhin nu kiører han atter; en Indgang
Perlefarvet med sorte Stakit indbyder ham giæstfri
Til en Skov. Alt springer han af. Han taber Kasketten
I sin Iver; betaler hvad end han skylder, til Kudsken;
Nikker paa Hovdet og gaaer — og forsvinder i Bøgens Skygge.
Men ved den perlefarvede Port sig hæved en Lystgaard,
Stor, nybygget, med sortblaae Tegl og mægtige Ruder.
Huset vendte mod Nord, en blomstrende Park opgrændsed
Til dets Havestudør, som aaben var; men i Døren
Sad paa Bænken en Mand, med forstandigt Ansigt og læste
For sin Hustru, og to som Roser blomstrende Piger.
Disse lyttede taust til hans Ord, med elskelig Andagt,
Hæved iblandt fra Rammen de hvælvede Pander, med Øine
Blaae som Forgiætmigei, og smilte venlig til Manden;
Men med Liliehænder opstrøge de stundom og fæsted
Bruntnedhængende Lok, som ved Bøiningen gled over Syner.
Disse gik Philip alvorlig forbi, og hilste dem ikke.
Selv de legende Børn, som i Porten sad og fornøied,
Sig med Blomster og Straae, en liden Amor og Bacchus
Ændsed han ei, De hørte jo med til smaalige Nutid. —
Oldtid vinked hans Hu; han skræved over den Lilles
Guldgule Tinding i Porten, og drog hvor Skoven var dybest.
Her først satte han sig paa en Stub, hvor utallige Myrer
Bygged i trøskede Bark og krøb ham i Haaret og Støvlen,
Mens med pathetisk Ild han sig selv holdt følgende Tale:
Vel, at Stormens ærværdige Drøn i Bøgenes Vinger
Hindrer mig nu i at høre de sentimentale Tirader;
Vel at den buskede Birk, at den tætbladrynkede Ypern
Skiuler mig hin elegante Person, med sin prægtige Cirkel,
Værdige Titelvignet til en Nytaarsgave for Damer.
Saa han taled og løfted fortrydelig Øiet, men slog det
Strax til Jorden igien, af en hellig Gysen betagen.
Thi — saa tykdes det, mørk, som rynket Kiærling med Korsklæd
For, med en Krykkestav i sin Haand, med en Kat ved sin Side
Stod guulgusten, med rystende Knæ, den hellige Oldtid
Selvpersonlig for ham, en tandløs, hostende Qvinde.
Høiærværdige Moder! udbrød han, kommer Du saadan,
For med snilde Contrast at stille det lurvede Flitter
Hist i sit sandeste Lys? O hiertelig da mig velkommen.
Allegorisk betyder din Pandes furede Rynker
Mørket som skiuler den hellige Kraft; med tarvelige Korsklæd
Trodser Du Tidens Forfængelighed! Din krogede Krykke
Viser hvor lidet Du har at forlade dig paa, for at vandre
Fra din revnede Grav, et Nutids varslende Billed.
Katten er Freias Tegn! saa gulstned Germaniens Freia.
Men den gamle Qvinde ved Krykken hosted og svared:
Alderen lærer vel Folk tilsidst gaae sagte. Da jeg var
Ung, da løb jeg saa hurtig som Du! men høviske Svende
Spotter ei gamle Folk; thi Svaghed er Hvermands Herre.
Da nu Philip erfoer, at den gamle Qvinde ved Krykken
Ei var en mythologisk Person, da tænkte han: Er hun
Ikke maaskee da en Hex, der boer bag Busken i Skoven?
Ofte jeg læste tilforn om slige krogende Qvinder,
Hvordan de tit bedrog den heel troskyldige Ungdom.
Eller er hun maaskee en Røverkone? som lokker
Mig i den blodige Morderhal, hvor med blinkende Knive
Røverne sidde tilbords, og vente, Klokken skal ringe!
Klokken, hvis usynlige Streng paa Veien sig strækker,
For at forkynde dem Vognenes Løb, og den sorgløse Vandrer?
Men den gamle Qvinde ved Krykken smiled og svarde:
Lyster Dig et Glas Vand, saa kom! Der springer en Kilde
Hisset, hvor Grædepilen mod Bækken bøier sit Hoved,
For at vaske sit søgrønne Haar i de flydende Bølger.
Klippen er brat, bevoxet med Mus og trævlede Vedbend;
Men af Aabningen springer en sølvklar Straale med Susen
I en rummelig Muslingeskal. Delphinen af Marmor
Holder den paa sin Ryg, og ned fra Muslingens Bugter
Flyder det perlende Vand i utallige Straaler paa Musset,
Dybt i Bækken, hvis hvideste Sand Dig viser i Bølgen
Svømmende Hundesteiler, der smutte bort mellem Sivet.
Men med Knorterkieppen i Haand gav Philip til Giensvar:
Har man nu alt i Beslag da taget? Er alt i Forpagtning?
Selv det uskyldige Vand tør meer ei springe, med giæstfri
Straale fra Musset i Vandrerens Hat; naar ei han i Lommen
Griber, for strax at betale Naturens villigste Gave?
O saa viis mig da flux afsted, til de hellige Rester
Af en forsvunden Tid, da Mennesket ei var en Høker!
Hist paa Bierget i Morgenens Guld jeg skuer en Ringmuur:
Sig til Borgruinernes Hal den korteste Vei! mig!
Der jeg Timerne tilbringe vil blant hellige Skygger.
Men den gamle Qvinde med Krykken smiled og svared:
Ikke skulde Du just, min Søn, saameget berømme
Oldtidsgiæstfriheden, da røved, plyndred og brændte
Man i Krigen ei blot, men selv naar Freden var mildest.
Brug din Forstand! da skuffes du ei! men vanskeligt er det
Voldsmandsmagten flink at imodstaae. Snildeste Hoved
Trodser ei Køllernes Vægt; ei altid ædlere Hierte
Boer i det bredeste Bryst! Stærk Arm er siælden retfærdig.
Hisset hvor Broen staaer over Bækken, fordum et Toldhuus
Hæved sin Ringmuur. Tolv Rovbrødre bygged derinde.
Ingen Pillegrim nærmed sig did, der ikke til Afgivt
Yde maatte sin høire Haand, og Benet det Venstre.
Eengang drog der en Kiæmpe forbi, den nordiske Vigda;
Hildebrand, Kong Didrik af Berns Tugtemester, ham fulgte.
Da nu Røverne Helten saae, da raabte den Første,
Grammaleifur: Hist rider en Svend, han eier et skiønt Skiold,
Hvilket tiener mig bedst, det skal han yde til Afgift,
Skifter saa I mellem Eder hans Vaaben, som I kan enes!
Herligt glimter hans Sverd, gienmæled Broderen Studfas,
Være det mit! Men Trælla skreg: Mig lyster hans Harnisk.
Sigstav kaared hans Hielm. Den Femte sagde: Saa være
Min hans Hest! Den Siette: saa vil jeg nøies med Kiortlen.
Hvad har jeg da igien? den Syvende spurgte; hvis ikke
Støvlernes haarde Staal? Den Ottende raabte med Latter:
Jeg afhugger hans Haand! Den Niende nøites med Foden.
See da stredes de Tre tilsidst om Kæmperens Hoved.
Havde nu Helten ei med Kiækhed veiet dem alle,
Brændt Kastellet, og Røvernes Been adsplittet i Floden —
Megen Vaade vist end var skeet i skulende Rovslot!
Da nu Philip fornam at den gamle Qvinde med Krykken
Velerfaren og fyndig var i poetiske Frasagn,
Fatted han Agt for hendes Person; imens hun fortalte
Vare de komne til Bækkens Rand. Hun langed en Øse,
Brunlige Kokusskal, som fast var lænket til Klippen,
Giød deraf i det riflede Glas og fyldte til Bredden;
Rakte ham kiølige Skaal og bad ham venligt at drikke
Men under Bøgens Hang af Krat sig hæved en Hytte
Hyggeligt sammenflettet af Mus og knudrede Grene.
Hytten gik i en Spids, med Straa takt; krydsende Klemmer
Holdt dens Aas, at Regn ei trængte sig did, eller Blæsten.
Men i den forreste Væg var en Lem, hvis aabnede Fiirkant
Viiste den indre Deel. En Seng af Straa med et Bolster
Stod i Krogen, et Bord af Fyr, men skuret med Aske
Snehvidt, var i den anden Kant; paa Bordet en Krukke
Halvglasseret med Seglgarns Tag; thi Hanken var brusten.
Men paa Væggen hang der af Blik en tarvelig Lampe.
I den bageste Krog var et Bræt med følgende Bøger
Først: Den Bedendes Kiæde, dernæst en Billedes-Bibel:
Herlige Træsnit saae man deri om Kain og Abel,
Om Kong David ved Harpen, om Jesabelle, som styrted
Ned fra Vindvet i Hundenes Flok og ynkelig omkom.
Smolkens Andagt stod ved Siden, i brunlige Lærbind,
Spættet med lysrøde Stænk paa Snittet og hæftet med Hager.
Reineke Vos i Qvart, og Uglspil laset og trevlet;
Bindet havde den mistet forlængst, thi Nicolai Klemke
Konens Søn, som mangen en Søndag giæsted sin Moder,
Læste flittig deri. Ved Uglspil stod Fortunatus;
Robert von Agerkaal, og fleer romantiske Skrifter.
Disse Bøger med inderlig Fryd ung Philip betragted,
Vendte til Kildekonen sig mildt og raabte: min Moder!
Hil Jer! Jer en viis, en from, en tarvelig Qvinde.
Eders Bibliothek er lidet, men det er udsøgt.
Klassiske Værker jeg finder i geistlig- og verdslige Sager.
Hvis I tillader det, her jeg bliver hos Jer til i Morgen,
Læser i Eders Voluminer lidt, i Aften paa Sengen;
Men med Vaarsolstraalen i Gry forladende Leiet
Hist jeg besøge Ruinerne vil paa svalende Fieldkant.
Men den gamle Qvinde med Krykken smiled og svared:
Liden Magelighed forvist kun yder min Hytte.
Vil Du dvæle, saa vend tilbage til herlige Lystgaard,
Som Du ved Skovenes Indgang saae; der finder du sikkert
Al Beqvemmelighed, dens Eier er venlig og giæstfri.
Der er Bøger fuldtop i herligtbonede Skabe,
Tydsk og Engelsk, Velsk og Fransk, og hvad Du forlanger.
Og saa finder du der to deilige Piger, som Roser
Ungdomsfriske. De vil vel bedre korte dig Tiden
Ved et rigeligt Bord, end jeg bedrøvede Qvinde
Ved Tranlampen, og ved en Skive kummerligt Rugbrød!
Men med Fortunatus i Haand gav Philip til Giensvar:
Troer Du Skoven jeg søgt og langtfraliggende Field har,
For at finde, hvad meest jeg skyer, den fordærvende Luxus?
Her jeg bliver i Nat: hvis vi hos dig, i en Egetops
Kiølige Krone blant Fuglenes Flok, og tilbringer Natten.
Da nu Kildeqvinden fornam, det Philips Beslutning
Var urokkelig: Vel, hun skreg; men hielpe mig maa du!
Bag min Hytte den Telt er lagt, hvor Nicolai Klemke
Sover, naar han besøger mig her; thi Hytten, det seer du,
Rummer kun Een Person; jeg selv er skrøbelig gammel,
Hoster, som vel du har hørt, og taaler ei Natteluften.
Men med ungdommelig Kraft fremtog nu Stængerne Philip,
Stødte dem dybt i den muldne Grund, og skilte dem vel ad.
Derpaa spændte han let sin Telts hvidblegede Vægge
Fra hinanden med strammende Snor, og bankede Pinden
Fast, ved Hammerens Kraft, i den kløverblomstrende Græstørv.
Men den flagrende Lap for Aabningen hæved han kløgtig,
Bant den i Bøgenes Green, og hented sig Straa til Sengen.
Straaet var tørt og glindsende gult det knaged elastisk,
Kildeqvinden besad deraf et klækkeligt Forraad
Hæget vel i en jevnglat Stak, som Hæsse bag Hytten.
Men ved Hovedgiærdet blev lagt som Bolster hans Vadsæk.
Derpaa, med Fortunatus, i Haand han sig smilende strakte
Paa Straaleiet med Velbehag, mens Konen ham vælted
Huggeblokken til Giærdet og laante villig ham Lampen,
Fyldte den vel med Tran, slog Ild, men pusted forgiæves
Lang Tid, før hun fanged en Gnist i den fugtige Trødske.
Derpaa Svovelstikken hun tændte, nysende ved det;
Thi en qvælende Damp udbredte blaalige Flamme.
Men da Lampen var tændt og sat paa Blokken hos Philip,
Ønskte hun ham god rolige Nat, og bad ham forsigtig
Ei at slumre fra Lyset ind, men slukke det vel først.
Men i den eenlige Telt sig gotted Philip med Bogen;
Alt fornøied ham saare deri, det plettede Træsnit
Forekom ham naivt, og Stilen var god for Øiet
Med sin Schwabakker Tryk. Men som han bladed begiærlig,
For at finde det Sted, hvor først Skovjomfruen mødte
Fortunat, og begaved ham huldt med den herlige Guldbørs,
Som ei tømtes; da rykked hans Haand med Iver i Blokken
For at skaffe sig stærkere Lys. Da vaklede Lampen,
Faldt fra Blokken, gik ud, og fyldte Bogen og Sengen
Fælt med Tran, og Telten med Stank. Da maatte fortvivlet
Philip kiede sig der i Mulm paa trykkende Straahalm.
Ei Indbildningen selv sin flygtige Glæde tillod ham!
Ei i Drømmen engang den Uheldige blev Fortunatus,
Thi han sov ei den langlige Nat. To gnistrende Funker
Stirred ved Teltens Dør og hindred ham Øiet at lukke
Som da Brutus saae ved Philippi sin truende Dæmon.
I Dagbrækningen først han blev vaer den knurrende Hankat,
Freias Lystattribut, som sad for ret at begloe ham.
Først da Eos i Øst med Rosenfingrene fremsteg,
Tog ham Morfeus huldt i sin Arm og qvæged hans Hierte.
Anden Sang.
Men, da den brændende Morgensol med sin vældige Straale
Glimted ned giennem dæmrende Bøg, og brændted paa Philips
Straahalm; medens i talrig Flok de forhungrede Fluer
Killed med Sugerøret hans Ansigt, agtende lidet
Armens Slag: de fløi kun i Kreds og satte sig atter;
Sprang han vild og forundret fra Leiet, axled sin Vadsæk;
Greb sin Hat og sin Kiep, og forlod den trykkende Qvalme.
See, da viste den gamle Cathrine Philip til Afsked
Krogede Fieldstie; hvilken i steilopstigende Skraaning
Bragte ham lidt efter lidt fra Dalens Zinobertage,
Hvor det kiølige Krat ombusked sølverne Flodbugt,
Til Steenhvælvinger; revnede Field og haarde Granitblok,
Hvor med fordoblet Kraft Solstraalen spillende brød sig.
Men hvor en rødbrun Muur af længsthen-smuldnede Teglsteen
Hæved sin grønsværbekrandsede Væg med ulige Kanter,
Kastende dybt mod Philip den graa, steenkiølige Skygge,
Did han iled med hurtige Skridt, med Øinene fæsted’
Paa den dristige Fiirkant hist i høieste Borgtaarn,
Hvor tilforn med Kløverbladshat, med Stivelsekrave
Ridderfrøknen rødmende sad; nu byggede Svalen
Ved den møre Gesims; og istedetfor Jomfruens Øie
Smiilte det Himmelblaa, som Azur fra dristige Fiirkant.
O hvor qvæged det Philip her i Skyggen at hvile!
Intet ønsked han meer, end at see den ærværdige Slotshal,
Tøved dog lidt for ei at forkiøle sig, naar han fra Solen
Pludselig treen i den raa salpeterfugtige Forgaard.
Men, som en sørgende Mand ved Havet efter sit Skibbrud
Overveier sit svare Forliis; ham levned Neptunus
Kun det revnede Roer, hvorpaa han grundende hviler;
Øiet skuer med Veemod hen paa de fraadende Bølger,
Grumt de sluged hans Haab, hans Flid; nu spotter et Havblik!
Saa sad Ynglingen her, paa den mosbevoxede Borgsteen;
Mens Vaarluften med venlige Pust, omvifted hans Lokker;
Huldt afbedende Vinterens Harm, som styrtede Muren.
Her er Stilhed og Ro for min Siæl bag kiølige Porphyr
Raabte Philip med Ild, og det Høie maa søge det Høie:
Bygger ei Ørnen helst paa Fieldsteenkanten sin Rede,
Medens Ræven i guulskære Sand, med Skiælven og Bæven
Graver en feig Labyrint for sin Flugt med dobbelte Døre?
Livet er siunken fra Klippe til Dal, og synker fra Dalen
Snart i Sumpen; et værdigt Kapel for ængstlige Straadød.
Men som nu Phillip med Velbehag i de smaae Monologer
Yttred sin ædlere Sands, afbrudt ved Fuglen og Blæsten,
See, da tyktes det ham, som hørte han hist bag Ruinen
Psalmetoner, en Menigheds Røst. Og, som en forundret
Drømmer, der vist ei veed, om den Lyd der kildrer hans Øre
Virkelig er, eller kun Indbildnings luftige Foster,
Iled han did bag den revnede Muur. — Da hæved en Kirke
Venligt med gothiske Pryd sig Væg bag selve Ruinen,
Aabnede vidt sin dobbelte Dør for Philip, og viiste
Kulsort Ibenholtkorset paa Altret; brændende Voxlys
Straalte med dæmpet Skin giennem Kirken, lysende lidt kun
Tavlens Billedeværk, der i lang Tid savnede Guldet.
Hvo det nærmere saae, fornøied sig ved at betragte
Bibelske Stykker, et heelt Testament, udskaaret i Egen,
Med utrættelig Flid. Men beundred Salomons Domstol,
Degnen viste det stolt til mangen Fremmed, og bad ham
Føle paa Knæet, hvor rigtigt det var, med Sener og Muskler;
Samt det blegnede Noer, som laae paa Jorden, forsølvet,
For at skille det vel fra det levende gyldne, hvis Hoved
Nedhang, mens ved den buttede Fod Skarpretteren holdt det.
Kirken selv var liden og fast, med hvælvede Buer,
Stolestaderne mørkeblaae malt, med høirøde Lister.
Men paa Væggen et Contrafei af den lidende Jesus,
Tornekronet, med dryppende Blod, og med udtæret Legem.
Aarenes venlige Støv havde dækt det; flittige Spindvæv
End arbeided paa tættere Slør; thi en sygelig Gysen
Hæver ei Hiertet til Gud, men nedslaaer kuende Siælen.
Hisset et Orgelværk med nys forsølvede Piber,
Fyrstens forgyldte Navn i Zinoberskiold med en Krone,
Samt en Stierne, som klang og bevæged sig, naar der var Høitid,
Mildt forskjønned den vestlige Kant; den vældige Samklang
Kued de skingrende Stemmer, som skreg; og Tonernes Almagt
Dybt i hvert bedende Bryst gød Andagts hellige Flamme.
Just som Philip i Kirken kom, da hæved en Olding
Snehvide Tinding og steg paa Prædikestolen; hans Hænder
Folded han fromt, og løfted sit Blik mod Helligaands Duen
Under den ziirlige Stols nedhængende Himmel. Da blev der
Taust overalt; og blidt med kraftig Mandigheds Stemme
Takked den værdige Gubbe sin Gud, for al den Velgierning,
Som, ved en rigelig Høst, i Aar Omegnen beviist var.
„Ofte jo — talte den værdige Mand, — fortvivlede Mismod
Hæved sin Røst i Vaar, naar han, som Skyerne spænder,
Lukked sit Forraadskammer et Blund, da strax I forsaged,
Frygted den tærende Tørke; da nedfaldt frugtbare Byger
I overflødige Strøm. Nu, hed det, kommer en Syndflod,
Der fordærver vort Korn. Da sendte Herren sin Stormvind
Tørred jert Land, at Kornet fik Kraft. Da klaged I atter:
Nu nedstyrte de bugende Straae, hvo reiser igien dem?
Herren har reist Eder dem, I Lidettroende! Kneiser
Gylden ei nu den frugtbare Stak? Den stærkeste Høstkarl
Binder med Sved i den brændende Sol de vældige Neger;
Egnen er glad, og Fiolen til Dands nu Skaren forsamler,
Kroen gienlyder af Lyst, i Engen er jublende Vrimmel,
Skulde da Herrens Huus staae tomt? O siunger og beder!
Takker alle nu Gud!“ — Da klang den blinkende Stierne
Hist i Orglet med sølverne Lyd — da toned de dybe
Piber, de hellige Fløiter, Gedachten og Principalen,
Selv den vilde Mixtur indblandte sin skingrende Stemme
Med Almuens forenede Røst; da takked de Herren.
Men med knarkende Støvler af Kirken atter udsneg sig
Philip; og satte sig udenfor paa den kølige Steenbænk,
Stirrende vredt i den vide Natur. ”Ha! — raabte han heftig —
Dybt er Mennesket siunken forvist, naar kun han til Kirken
Gaaer for at takke for Mad, som en Avlskarl takker sin Husbond.
Udaf den aabnede Kirkedør just iled en liden
Tyk, spidsnæset, fortrydelig Mand; til Philips Tirader
Lytted han flygtigt, fornam, at misfornøiet med Præsten
Ynglingen var; og i Hast, glad ved paa Stedet at finde
Sympathie, han letted sin Hat og skreg i Diskanten:
Ja, min Søn, med Rette Du ærgrer Dig! Ak, men hvad hielper
Al vor Philantrophie, hvad gavner al vor Oplysning?
Tiden tilbagegaaer, som en Krebs; den Sætning er rigtig.
Kunde nu Basedov see af sin Grav; den forklarte Voltaire,
Mileful græd de forvist; og, min Tro, hvo fælder ei Taarer?
Har ei latterlig Overtro, som et skadeligt Ukrud,
Qvalt Oplysningens Blomst? Hvad skal de Fiællebodstreger?
Aldrig, selv paa Theatret, jeg end var Elsker af Farcer,
Mindst i Kirken! Hvad skal den Klang, de Viser og Toner?
Hvad betyder den Præk, den dumme Sladdren til Hiertet?
Tal til Forstanden med Klem i logisk Orden! Inddeel dit
Tankesystem, som sig bør, i Paragrapher, methodisk.
Skulde du vaase da lidt — min Gud! det hændes den bedste;
Siger intet min Ven, naar terminologisk du vaaser.
Selv har jeg skrevet et smukt Fragment om Helligedages
Tal, som stiæler den gyldne Tid; om Kirkernes Mængde,
Som betager os Rummet. Jeg foreslog at man billigt
Hæve burde hver Festdag reent; kun Een jeg forundte
Menigheden endnu: Almindelig Bededags Festen.
Hvori siunges: ”Forbarm dig over os fattige Stympre!“
Thi paa klog Mands Viis jeg forudsaae: lidt efter lidt først
Vænnes til rigtig Diæt Patienten. Kirkerne, skreg jeg,
Bruger til Hospitaler, til Fødselsstiftelser, Tugthuus!
Ak, men kun lidet høres en klog Mands Tale. Vor Verden
Er en sandselig Klods, og Sandsen vil pirres. Behager
Dem en Prise Tobak?“ — Her afbrød Taleren hurtig;
Rakte sin Daase til Philip, og stak en svulmende Ladning
Selv, med et oversandseligt Smiil i en sandselig Næse.
Men ærværdig udtreen af Kirkedøren en Herre;
From hovmodig, med ukæmt Haar; med stirrende Blik han,
Skued mod Himmelens Blaa, og svang sin knudrede Knortkiep.
Derpaa skreg i Affekt med konstighylende Tone
Manden; thi den naturlige Røst han haded som syndig:
Babel, Babel! o naar vil Herren knuse dit Hoved?
Hævnens og Vredens Gud; og han som lærte paa Jorden,
Ei for at bringe den Fred (skiøndt tit han taled om Freden);
Men for at tirre til Kiv og Splid, for at opægge Barnet
Mod sin Fader, og selv hver Søn mod den skiælvende Moder!
Øienskalke! Forhærdede Flok! Forblindede Taaber!
Men I har det tilfulde fortient! Hvi lytted I ikke
Til min ærværdige Røst? Gud veed jeg skreg som en Tingstud.
Siden Moses og Jesus og Luther virked der ingen
Kiækt for Troen som jeg. Selv spotter jeg Martyrdøden;
Thi jeg veed dog I hænge mig ei! Det har I ei Mod til.
Men saalænge jeg kan, jeg høit skal brøle: forbandet
Ned i den sorteste Pøl, Enhver som vover at tænke
Anderledes end jeg! — Men ak hvad hielper min Iver?
Kiæreste Venner, for Naadens Skyld dog, seer mine Taarer.
Græde kunde jeg Blod, I Elskelige, for Eder!
Thi kun bygt Eders Huus I har paa Sandet! Det dratter!
Inden I vide deraf, I ligge paa Næsen i Dyndet.
Men jeg veed det! Jeg veed: det er de falske Profeter,
Faareklædte, men dog indvortes rivende Ulve,
Som fordærve mit Folk med gudsforgaaen Oplysning!
Sær Philantropen her, den lille spidsnæsede Kieltring!“
Derpaa Kieppen han tog, og høitopløftet mod Himlen
Sank den, liig et knusende Lyn, paa Tænkerens Næse.
Men Oplysningen leed ei sligt; med kradsende Negler
Foer den Overtroen i Haar. De reves og sledes,
Hunden og Katten liig; de sparked i Siden, og banked
Liig Matrosen og Landsoldaten; liig to Elementer:
Mørkeblaa Vand og den Skarlagens Ild, naar de stridigen blandes!
Men som Barnet, for hvem et Speil man holder, naar fælt det
Vrænger sit Ansigt i heftige Skraal, det skammer sig hurtig,
Aftørrer Taaren og leer; saa Philip, underlig rystet
Ved at høre paa Sværmerens Ord, og som, Slagsmaalets Vidne;
Og da den værdige Præst af Kirken treen med sin Datter,
Efterat Slaget var endt (selv Fanatisme og Frækhed
Taaler ei Viisdoms besindige Blik): da hilsed ærbødigt
Philip den sølverne Mand, og nedslog Øiet med Rødme,
Da uskyldig og blid ham betragted den hulde Klotilda,
Som med Psalmebogen i Haand, i tarveligt Hvergarn,
Med Kornblomsternes Krands paa sit Haar, hiemfulgte sin Fader.
Oehlenschläger.