Før var jeg saa froe
jeg spøgte, sang, og støied, og loe,
foer omkring ud paa Ager og Enge,
og hvor jeg kom hen
der fandt jeg en Ven;
thi jeg havde enhver
saa inderlig kier,
og saa lige kier,
men det vared’ ikke ret længe.
Endnu er jeg froe,
langt mere end i Fior, da jeg loe,
Men nu kan jeg ei synge og støie,
Jeg Gilderne flyer,
til Lunden jeg tyer,
hvor Blomsterne groe,
der søger jeg Roe,
og der er jeg froe,
skiønt en Taare staaer i mit Øie.
Da Hanne jeg saae
i Aar paa vort Kirkegulv staae;
ak den Dag jeg vist aldrig skal glemme!
For Præsten hun stod
saa yndig og god,
og læste saa klog,
som viseste Bog,
og af Biblens Sprog,
med den søde yndige Stemme.
Og da hun nu fik
Velsignelsen, da henflød hendes Blik
i Taarer saa rene og klare;
hun lovede Gud
at holde hans Bud,
med bævende Bryst;
med skielvende Røst,
og med sagte Røst,
jeg den Hulde hørte at svare.
Da banked min Barm,
den aldrig har svulmet saa høi og varm,
da var Hanne min eneste Glæde;
Jeg vandrede om,
men hvor jeg end kom,
hvorhen jeg mon gaae,
i mørkeste Vraa,
og hvorhen jeg saae,
var mig Hanne blid tilstæde.
I Lunden engang
jeg hørte hendes yndige Sang,
did henfløi jeg paa Kierligheds Vinge;
jeg for hende stod
saa rød, som et Blod;
hun smilte saa mild,
min Barm var som Ild,
og den slog saa vild,
ei et Ord jeg kunde frembringe.
Og dog er hun min;
Hun selv har sagt: "jeg er evig din!"
Hun har blusset af Kierligheds Varme;
o Gud! hvor hun er
mig inderlig kier!
saa ædel og god,
er ingen imod,
o! jeg gier mit Blod
for at blegne i hendes Arme.
Det undrer mig ret,
at aldrig jeg kan engang blive træt
af at see i det smilende Øie,
af at kysse den Mund
i rolige Lund
om Aftenen, naar
at Solen nedgaaer,
og naar Maanen staaer
bag de kratbegroede Høie.
Er Hanne der ei,
ak skummel da og fæl er min Vei,
o da føler jeg slet ingen Glæde,
da er jeg saa mørk,
vor Lund er en Ørk,
og tungt er mit Fied;
jeg sætter mig ned
paa det elskte Sted,
og da er min Trøst kun at græde.
Og ofte jeg staaer
om Aftenen paa vores Kirkegaard,
og da har jeg saa sorgfulde Tanker;
da tænker jeg paa:
"hvis Hanne her laae!"
da vakler min Fod,
da isner mit Blod,
og jeg blier saa mød,
og mit Hierte skrækkeligt banker.
Men det er min Trøst:
"hvis Døden rev hende fra dit Bryst,
o da fulgte du snarlig din Pige!"
Kun i hendes Arm,
og ved hendes Barm,
af Glæde jeg veed
naar hun segner ned,
da segner jeg med,
og til Gud vi vist skal opstige.
A. Øhlenslæger.