Sommeraftenen paa Landet
En Elegie.
En Elegie.
Naar Solen blid og majestætisk daler
bag fjerne Skov i Horizontens Kreds,
og trætte Bønder fro fra Marken ile
med Spøg og Sang, og længes efter Hvile,
da Veemodstaaren i mit Øie taler;
Jeg sukker: "Ene jeg er veltilfreds."
Ved Hyttens Dør, naar milde Vestenvinde
melodisk suse i den høie Lind
jeg sværmer, mens den hulde Aftenrøde
gienblusser hist paa Vindverne, som gløde
af Solens svage Glimt; der snarlig svinde
som Feberrødmen paa min blege Kind.
Naar Byens Ungdom hist i Lunden spøger
ved Spil og Dands med landlig Munterhed,
da sukker Hiertet: Stella er der ikke,
og store Taarer mørkne mine Blikke;
Adspredelser i glade Hob jeg søger,
men Kummer triner tungt i mine Fied.
Naar raske Karl og unge vakkre Pige
godmodig spørger, hvi jeg dandser ei,
og naar en ædel Yngling froe mig byder
sin smukke Brud til Dands, min Taare flyder!
Held den, som har en Brud, der ei kan svige!
o blomsterstrøet for ham er Livets Vei!
"Ak Glædens Yndling! ak som du jeg brændte
for Siellands elskeligste bedste Møe;
Hun smilte stakket Haabet i mit Hierte,
for kun at fylde det med bitter Smerte;
thi snart min rene Fryd hun grusom endte;
hun mig forlod — nu er min Trøst at døe.
Hist hvor fra Gothers Dage Taarne kneise
med gyldne Spire høit i Himlens blaae,
og hist hvor blege Død i tykke Taage
indhyller Murene, hvor Laster vaage,
did kunde hun, Naturens Datter, reise,
og lade mig forladt tilbagestaae!"
Saa klager jeg, og vakler langsomt, ene
hen i den skumle Skov, og kaster mig
paa elskte Græsbænk, hvor de svundne Dage
lod Glædens Veemodsminde staae tilbage,
hvor der i runkne Stammer, glatte Grene,
er skaaret: Stella! jeg kun elsker dig!
Her sværmer jeg, til blege Maane smiler
paa Kirkeklokken ved det tolvte Slag.
O dersom Aander efter Døden svæve,
da vil mit Gienfærd vist i Skoven bæve
om Stellas Bænk, saa gyser jeg, og iler
med Angst hiem, og længes efter Dag.
Den kommer, o den kommer, og forsvinder
jeg ændser ei dens Skiønhed paa min Gang;
jeg skuer ei fortryllet mod den Høie!
hvad er Forglemmigei mod Stellas Øie?
og hvad er Roserne mod Stellas Kinder,
og hvad er Lærkens Slag mod Stellas Sang?
Men naar ei Vaarens himmelblide Ynde
formaaer at mildne Smerten i mit Bryst;
hvad bliver da min Lod, naar Storme bruse,
naar gule Løv i Hvirvelvinde suse,
naar sorte Skyer Rædseler forkynde,
og Skoven hviner fælt til Uglens Røst?
O da jeg hviler sødt i Gravens Slummer;
da er min knuste Siel som Æther fri;
da kryber ingen Ild i mine Aarer,
da spotter Stella ikke mine Taarer;
da smile Gode til min endte Kummer,
naar taust de gaae mit Hvilested forbi.
Og Nattens Snee, Naturens Sørgeklæde
hvid, som min rene Siels Uskyldighed,
skal ruge kold paa dette brustne Hierte,
som taus indslutter nu sin tunge Smerte,
og Egnens Ungdom skal mit Savn begræde,
og sige Stella, hvad jeg Arme leed.
Øhlenschlæger.