Skiøn er din Vaar, du blide, fromme Pige!
paa rene, skyldfrie Glæder er den riig;
Ei Kummers Sukke fra din Barm opstige;
ei Livets tunge Sorger trykke dig.
O, Held dig Ædle! Stedse dine Dage
henglide sødt i uforstyrret Fred!
Og stedse Uskylds Engel dig ledsage,
og styre huld og kierlig dine Fied!
Ak! mange Vanheld, mange grumme Farer
sig leire trindt om Livets dunkle Sti;
Og talløs er den Hob af skiulte Snarer,
vor sikre Fod uventet hildes i;
Tit Smiger daared’ Elsk i mangt et Hierte,
Naturen dannede saa reent og got;
det blev et Rov for Nag og bitter Smerte
og — ak! for grusom Ondskabs kolde Spot;
Tit, skuffet ved en Hyklers dyre Eder,
saa mangen god, elskværdig Pige faldt;
forladt og eensom, i en Vraae, begræder
hun nu sin tabte Uskyld og sit Alt —
Men ræddes ei! du Ædle! Dydens Stemme
advarende vil stedse minde dig;
Og aldrig, aldrig vil dit Hierte glemme,
du, ved at følge den, er lykkelig.
forgieves da skal Laster til dig smile
den leder dig ei fra din Vei til Held;
Forgieves Smiger hvæsse sine Pile,
de falde brudte fra din rene Siel;
Og intet qvalfuldt Nag dig da skal saare,
dig ingen Skiebne røve Sindets Fred;
Og ingen bitter, ingen haabløs Taare
skal flyde lønlig i din Eensomhed;
Nei! Uskylds Glands skal straale i dit Øie,
glad skal du følge Pligtens milde Bud;
Og fuld af Tillid skue mod det Høie,
til Dyds og Uskylds store Fader — Gud.
Gutfeld.