Alles scherzt und spricht vom Lieben:
Soll ich denn davon nicht sprechen?
Gleim.
O, du, som allene vor Bane giør skiøn,
Som Fyrsten og Stodderen lige tilbede,
Ja du, som din troefaste Dyrker til Løn
Gi’er Forsmag paa Himmelens navnløse Glæde,
O Kierlighed! Maalet vær du for min Sang,
Din Magt jeg vil tolke ved Strengenes Klang!
Lig Moderen, som med sin venlige Arm
Henrykket sin nyefødte Spæde omslynger,
Saa trykker du Jorden til moderlig Barm,
Og tæt til dit Hierte sig Skabningen klynger.
Dit Tempel er Jorden og Stiernernes Hær,
Hvert Hierte, hvert Bryst dine Altere er’.
Som Vandrerens Gang paa den vildsomme Vei,
Saa skulde vor Vandring paa Jordkloden være,
Naar Kierlighed! du os ledsagede ei;
Du lærer os taalig’ hver Byrde at bære.
Til Mod du opildner den Frygtsommes Bryst,
At vove mod Skiæbnen saa mandig en Dyst.
For Adam var Eden ei yndig men tom,
Han nød ingen Glæde ved Alt, hvad han skued’,
Forinden den smilende Eva fremkom,
Og Kierlighed! du deres Hierter oplued’.
Paa Paradis de kun ved Dig satte Priis,
Ved Dig de ei følte dets Skiønheds Forliis.
Saa langsom og tungt skride Pigernes Aar,
Naar uden Ledsager de Banen maa vanke.
De Blomster, der spire i Ungdommens Vaar,
Henvisne, naar ei de til Nogen dem sanke.
Først Krandsen bli’er skiøn, naar den pryder en Ven,
Og naar ved din Side de flettede den.
Du Mand, som os andre fra Thronen beseer,
Lad Stierner og Baand og lad Kroner dig smykke;
Din Rigdom er Armod, din Magt kun Besvær,
Naar ei du med nogen kan dele din Lykke.
Kun Kierlighed! du giver Guldet sin Glands,
Og Kroner maae vige som Dunst for din Krands.
Selv Trællen, der kiender kun Guldet af Navn,
Kan styrket ved Dig under Trængslerne smile,
Han veed, i sin Hustrues tryllende Favn
Han sødt efter fuldendte Dagværk skal hvile.
Han leer kun ad Mægtiges glimrende Stads,
Thi du giør hans straatækte Boe til Palads.
Naar Sorg lokker Taarer paa Husfruens Kind,
Og Modgangs den smertende Piil hende saarer,
En Mage opmuntrer ved Trøst hendes Sind,
En Glut kysser bort de nedrullende Taarer.
I tindrende Øine strax Glæden man seer,
Men alt jo din Virkning o Kierlighed! er.
Du fryder hver Skabning fra os indtil dem,
Vi ikkun med væbnede Øie opdager,
Der hvor vi som Støv kun med Gietning kom hen,
Maaskee ogsaa der dine Glæder man smager,
Og Luen, du her i vor Barm lagde ned,
Den renere brænder bag Gravens Fred.
Hør Sangernes Triller i skyfrie Luft;
See Fisken, der nyefødt i Floden omsvæver,
Skue frugtsvangre Ax, og nyd Blomsternes Duft,
See Træet, der stolt ved dets Lige sig hæver;
Alt Vidne, min Broder! om Kierlighed bær,
Og selv jo et Pant paa dens Virkning du er.
Naar Jorden ved Vinterens Snee synes død,
Hvo er det, som den fra sin Slummer opvækker?
Hvo fremlokker Straaet fra Engenes Skiød,
Og talløse Skabningers Hære udklækker?
Dig er det, Gudinde! du alt giver Liv,
Dit Bud er et andet guddommeligt Bliv!
Veldædig, usigelig, stor er din Magt,
Den hele Natur om din Virkning kan tale;
Dit Ynde, din blide ukonstlede Pragt,
Kan ingen blandt jordiske Skabninger male.
Hvo ret dig vil kiende, maae føle din Fryd,
Kun svagt den udtrykkes ved Strengenes Lyd.
Sagen.