Hvi sjunges altid om Spartaner,
Som gjorde Fjenden Passet trangt?
Behøve vore kjække Daner
I Tiden vel at gaae saa langt?
Har Heltekraft ej sat sit Stæmpel
Paa egen Daad i egen Tid?
Behøver Modet et Exempel
Fra Grækenland i Leonid?
Jeg sjunger om en Helt i Norden,
Og Daniel Ranzau er hans Navn,
Saa stor, som nogen Helt paa Jorden,
En Sparter fra min Fødestavn.
Alt trued’ Magten lumsk i Hulen
Og vilde mættes af dit Blod;
Men, Daniel i Løvekulen!
Dig frelste Himlen og dit Mod.
Leonidas stod uforfærdet
Bag Bjerget med sin Flok og stred,
Og styrted’ Perser ned med Sværdet,
Indtil han selv i Græsset bed.
Men Daniel stod paa en Hede,
Han intet Ly bag Klippen fandt,
Men slog, til Svenske Græsset bede,
Og slog, indtil han overvandt.
O kunde Harpens svage Toner
Din Ros forkynde med en Klang
Af hine tredive Kanoner,
Som vældig du fra Svensken tvang!
O dirred’ Strengen med en Brusen,
Liig Skriget af den rædde Hær,
Der veg, skjønt fem og tyve tusind,
For fire tusind danske Sværd.
Jeg sjunger om en Helt i Norden,
Og Daniel Ranzau er hans Navn,
Saa stor, som nogen Helt paa Jorden,
En Sparter fra min Fødestavn.
Leonidas stod uforfærdet,
Han Heltedød bag Klippen fandt;
Men Daniel Ranzau stod bag Sværdet
Og brugte Sværdet, til han vandt.