Heel sjælden rørtes Pen og Bog
Af vore blonde Fædre;
Men frejdig de til Sværdet tog,
For Odins Land at hædre.
Mens Franken læste Nat og Dag,
Med Platos Bog i Hænder,
De Danske sloge djærve Slag
Iblandt de grimme Vender.
Den maatte kjøbe Rejsesko,
Hvis Hu stod til Latinen;
Thi her var ingen Læsero
For Buestrengens Hvinen.
Selv Saxe, som Bersærkers Priis
Med vældig Røst basuner,
Har lært af Munken i Paris
At skrive vælske Runer.
Kong Kristian kom, og han paa Stand
Sit ædle Hoved ryster:
„Mon os paa hjemmefødt Forstand
I vore Dale brøster?
Er Aandens Armod her saa stor?
Ej mine Børn med Kummer
Skal snige sig til fremmed Bord
Og trygle franske Krummer.“
Nu ved den brave Konges Skjenk,
I stolte Høresale,
Studenten paa den danske Bænk
Gav Agt paa Landsmænds Tale.
Nu løde Hjemmets Alvorsord
Fra danske Talerstole,
Og aldrig mere Mænd af Nord
Skal gaae i fremmed Skole.
Da klang de svundne Tiders Lov
Fra djærve danske Lunger.
Og hver en Blomst i Mark og Skov
Blev døbt af danske Tunger;
Ja hver en Flugt af Himlens Hær
Fra Kristjans Taarn blev regnet
Og for al Verdens Folkefærd
Med klare Træk betegnet.
Saalænge derfor Gnist af Aand
I Kristians Skole findes,
Den danske Lærdoms Skaberaand
Med Jubelsang skal mindes;
Mens een Student ved Axels Havn
Et Bogstav veed at skrive,
Saalænge skal Kong Kristians Navn
Med Hurra hilset blive!