Den lille Dreng i Kurven kiger,
Som efter Fugle; han dem Fugle troer;
Af hvad den skielmske Gud med Vinger siger,
Forstaaer naturligviis han ei et Ord.
Den meer erfarne Elskerinde
Sin Amor fanget har, nu Kys paa Kinden faaes,
Til reent ham Sands og Samling maa forsvinde,
Og hun ham bærer bort ved Vingen som en Gaas.
Der sidder Husbond! ak, med sære Nykker,
Den Amor, han i kiælent Øieblik
Ved Ægteskab paa Halsen fik,
Nu tung som Bly ham Nakken trykker.
Og dog vil Knægten flyve bort,
Og Oldingen, som kom tilkort,
Forgiæves ud de matte Hænder strækker,
Mod Guden, som i Flugt ham giækker.
Og er da Kiærlighed kun Tant?
Og vilde Kunstneren med denne Steen os lære,
At Mennesket den bør undvære?
O du Kortsynede, see mere grandt!
Seer Du ei Psyche søde Flammer vække?
Ei Letsind hendes Magt kan svække.
Som Rosen springer ud i Vaar,
Udspringer Kiærlighed i Ungdoms Uskyldsaar
I Hierter, som den hylde gierne,
Fordi dens Baand giør Sielen fri;
Fordi dens Blomst sig modner til en Kierne
For hellig Tro, for Kunst og Poesie,