Til min Maria Louise
(Paa hendes Fødselsdag den 3die Septbr. 1812).
(Paa hendes Fødselsdag den 3die Septbr. 1812).
For første Gang i fiirogtyve Aar
Jeg ikke paa din Fødselsdag Dig seer.
Med Længsel gamle Sanger Harpen slaaer.
Hvad kan han meer?
Men Strængens Lyd til fierne Kyst ei naaer.
Dog — Siælen ei behøver Harpeklang;
Thi Datterhiertet staaer i Sympathie
Med Faderhiertet; og den Melodie,
Som Aanden sang,
Af Himlen lært, — giensidig høre vi!
Den høre vi, skjøndt Havet os har skilt
Saa mange Mile med sit mægtige Vand;
Og Fieldet sine golde Klipper stilt,
Og salten Strand
Sig langstrakt mellem os henbugter vildt.
Den Due, som hvert Sted at finde veed,
Hvis Englevinge trætter ingen Vei —
Med Brevet om sin Hals — er Kiærlighed.
Den tynges ei
Af Himmelbrevets Blad: Forgietmigei.
Skiøndt kun en Due, stærk den er som Ørn;
Hvad Ørn? En Ørn mod den er saare svag,
Den flyver, hvor det stærke Skib blier Vrag;
Til Fader — Børn —
Den spørger ei om Sommer- Vinterdag.
Veltalende, hvor Tanken mattes stum.
Thi Tanken standser snart for Støvets Mand;
Men Kiærligheden kiender intet Baand
I Tid og Rum;
Og selv i Døden har den Overhaand!
Saa flyv, Du Helligaand! flyv til den Bo,
Hvor Hun som Viv og Moder Glæden fandt.
Hvor hun har ikke glemt i huuslig Ro
Den Tid som svandt,
Og dem, som tidligst hendes Hierte vandt!