Mens høie Guder
Fornøied sig, hvor salten Sø —
Med Vælde tuder
Hist om Hler-Ægirs Ø,
Greb den Gud for Havets Magt
Om et Horn saa stort,
Dannet udi Skiønheds Pragt,
Saare kunstig giort.
Blandt Sneglehuse
Dybt udi det vaade Blaa,
Hvor Bølger bruse,
Man ei dets Lige saae:
Farvespættet der man fandt
Hver en Rand og Krog;
Slangebøiet det sig vandt,
Som en spraglet Snog.
I smidig Vinden
Smelted Rødt i Hvidt og Guult;
Hornet forinden
Var rummeligt og huult,
Doppen i den snevre Bund
En Karfunkel grøn,
Randen om den brede Mund
Gyldenblank og skiøn.
Det Horn mon love
De Diser udi Ægirs Sal.
Han raabte: „Vove!
Fyld mig min Pocal.”
Haaret flettet ind med Siv,
Blysom Vove stod;
Blaatindbæltet smekkre Liv,
Trind den spæde Fod.
Fulgt af sin Søster,
Hun kom, mens alle Guder loe.
De hvide Bryster
De svulmede saa froe.
Bag den blotte Jomfrubarm
Hiertet bange slog.
Taus hun i sin runde Arm
Sneglehornet tog.
Alt efter Vane
Derpaa den unge Havets Mø
Stak, som en Svane,
Ned i den salte Sø.
Snart man atter hende saae
Paa den grønne Strand,
Hornet fyldt med Perler smaae,
Klare som et Vand.
I brune Hænder
Tog Gubben, hvad ham Pigen gav.
„Hler-Ægir sender
En Gave fra sit Hav.
Gaven være Disen bragt
Midt i Kredsen der,
Som besidder største Magt
Udi Guders Hær!”
Da Frigga reiste
Sig med sin grønne Egekrands,
Gudinden kneiste
I herlig Himmelglands:
„Moder for et Herthadal,
Odins Hustru bold;
Hvo har udi Asers Sal
Større Kraft og Vold?”
De hvide Hænder
Da strakte Gefion ud mod Sø;
Heimskringla kiender
Den vene Nordens Mø.
„Hvo har pløiet Herthalund
Frem, du stolte Frei?
Hvo gav hist din Throne Grund?
Ingen, uden jeg.”
Men Eir sig hæved
Med sin Rod, sin skarpe Kniv:
„Hvor ofte bæved
I ei for Heltens Liv?
Hvad er Throne, hvad er Land
Uden Sundhedssaft?
Hvilken Kraft sig ligne kan
Med min Lægekraft?”
Nornen, den høie,
Da stødte stoltelig til Lyd.
Hver Guddoms Øie
Faldt paa det tunge Spyd.
„Livet har I vel frembragt,
Asers stolte Hær!
Men hvad standser Livets Magt?
Det giør Nornens Spær.”
Da Freia smiilte;
Paa sin lille Fod af Snee
Didhen hun iilte,
Hvor Gaven var at see.
„Ægir! giv du Hornet mig;
Freia stander først.
Al Naturen siger dig.
At min Magt er størst.”
At kiæledægge
Begyndte hun paa Gubbens Skiød,
Fra trinde Lægge
Bort Klædebonnet flød;
Trykte om hans Ryg sin Arms
Alabaster ned,
Lod ham skue nær sin Barms
Deelte Fyldighed.
Fast elskovssangen
Alt Ægir efter Hornet tog —
Ham vakte Klangen,
Thi Bragt Harpen slog;
Og som nu hans Øines Ild
Faldt paa Guders Rad,
Blev han Ydun vaer, som mild
Hos sin Husbond sad.
Saa taus blyfærdig.
Indhyllet i det kydske Flor,
Sad hun elskværdig,
Om ranke Liv en Giord.
Bruun var Haarets rene Glands,
Som en Knude bandt;
Giennem Lokken sig en Krands
Af Kiærminder vandt.
Et gyldent Bæger
Hun holdt udi sin hvide Haand.
Naar Bragi leger
Paa Harpen, fro i Aand,
Dufter strax den modne Frugt
Fra den Skaal paa Stand,
Breder ud en liflig Lugt
Over Hav og Land.
Den hulde Qvinde
Med ubevidste Ynders Magt
Mon overvinde
Selv Freias stærke Pragt.
„Ydun!” raabte Guden brat,
„Syng i Bragis Maal,
Syng os: hvilken sielden Skat
Dufter fra din Skaal.”
Med deilig Stemme —
Det klang, som naar i Baarens Dal
Bag Bøgens Giemme
Fløiter en Nattergal —
Ydun sang ved Harpens Klang,
Høit lød hendes Røst.
Harpen klang, men Yduns Sang
Smelted Alles Bryst.
„Den sunde Rødme,
Som blusser her fra Skaalens Rand,
Den friske Sødme
Kun Guder styrke kan.
Blev af disse Æbler smaae
Krystet ei en Drik,
Falmed Odins Lokker graae,
Sluktes Freias Blik.
Naar Bragi synger,
Da modnes paa et helligt Træ
De Æbleklynger
I Lundens dunkle Læ.
Kun Udødeligheds Kraft,
Kun et evigt Liv
Springer ud af denne Saft.”
Saa sang Bragis Viv.
Et helligt Stille
Bevidnede, hvad Sangen lød.
Da saae man trille
Ned udi Yduns Skiød
Alle Hornets Perler smaae
Klart paa Kildeviis.
„Skatten dig tilhøre maa,
Valhals bedste Dis!
Hvad jeg forlanger
Til Giengield for hvad her du fik
Er, at jeg fanger
Udaf din Most en Drik.
Tolk min Daad og min Bedrift
I en Skialdesang,
Lad den fra din Runeskrift
Tone frem engang!”
Det Ydun loved,
Og derpaa deelte hun sin Skat.
Hver Disas Hoved
Blev smykt med Perler brat.
Hornet skienkte Bragi hun:
Suttungs Drik et Maal.
Ægir gav hun strax paa Stund
Frugter af sin Skaal.
Hvis ikke siden
Af onde Lok’ i Ægirs Bo
Forvendt til Striden
Var bleven Gildets Ro,
Havde Sæmund i sit Skrift
Daaden længst fortalt;
Men den vældige Bedrift
Har den mindre qvalt.
At ei forsvinde
Den skulde reent og plat forgaae,
Bød min Gudinde
Mig her Guldharpen slaae.
Oldtids dunkle Taager flye,
Valhal straaler smukt;
Guder lever op paa ny
Ved Ydunas Frugt.