Kong Knud sad stor og mægtig paa sin Throne,
En Herre, drabelig og stærk og huld.
Den danske, britiske, den norske Krone
Var smeltet sammen i hans Krones Guld.
Høit i hans høie Sal klang Harpens Tone,
Thi Skjaldens Barm var af hans Idræt fuld.
I Kirken selv lød Hymner til hans Ære,
Thi han udbredte Jesu sande Lære.
Men Knud sad taus og tankefuld i Sind,
Ei blussed Læben, som hans Purpurklæde;
Sørgmodelig han støtted Haand til Kind,
Og ingen Deel han tog i Hoffets Glæde.
De svundne Dages Idræt faldt ham ind,
Da monne bittre Taarer Øiet væde.
„Ak!” sukked han, „min Gud! kan du forgiette
Min Synd? kan du mit Regnebræt udslette?
Min Ungdom svandt i Stolthed og Foragt,
Kiæk frem jeg gik; ak! nu jeg modløs græder.
For at forstærke min den stolte Magt
Forbandt jeg mig med Eadrik, den Forræder.
Den diærve Ulf i Kirken blev ombragt,
Hans røde Blod end Altertavlen væder.
Ei blot med Sværdet, tidt med mørke Rænker
Jeg vandred frem — nu det mit Hierte krænker.
Men oftest dog med Manddom og med Sværd
Min raske Ungdom blot sit Værk begyndte.
At blive Danmarks gamle Krone værd,
Det var den Tanke dog, som frem mig skyndte.
Og derfor stormed jeg i Herrefærd,
Og derfor Heltens Syssel, Kamp, jeg yndte.
Da aabned sig mit Hierte for din Stemme;
Ak, hulde Jesus! kan du Alt forglemme?”
Som Kongen nu saaledes trøstløs sad
Med blege Kinder og med Graad i Øiet,
Mens hen ad Bænken i den lange Rad
Guldhornet gik, og Hvermand var fornøiet,
Da treen en Skiald for Kongen frem, og qvad:
„Min Konning! hvor er den, som du, ophøiet?
Du tvang det stolte Nords udstrakte Lande,
Ustraffet Ingen tør dit Bud modstande.”
Taalmodig, uden Harme, hørte Knud
Paa denne daarlige, forvovne Tale.
Hvad Skialden qvad, det raabtes snarligt ud
Af hver en Ridder i de blanke Sale.
Da blev den gyldne Stol paa Kongens Bud
Ført ned fra Borgen giennem grønne Dale
Til hviden Strand, hvor stolt og langsomt Vandet
Høit skylled sine Bølger op paa Landet.
Derpaa han lod med steenbesatte Baand
Den tunge Glavind ved sit Bælte spænde.
Med Kronen paa, med Sceptret i sin Haand
Han monne sine Fied mod Havet vende.
Hvad Tanke der besiælte Kongens Aand,
Nysgierrig nu hver Hofmand ønskte kiende;
Men Kongen taug, og vandred med sit Følge
I Purpurkaaben mod den hvide Bølge.
Og satte sig saa i det gyldne Sæde
Blandt runde Stene paa det bløde Sand;
Ei, hvor bestandig Bølgens Brudd mon væde
Det ramme Tang med sit skumklædte Vand;
Ei heller der, hvor ei den kunde træde,
Paa den for fierne, den for høie Strand;
Men der, hvor Pilen med sit Hoved hængte,
Hvor nu og da kun Bølgen op sig slængte.
Der Kongen sad, og talte saa til Havet:
„Det Land, jeg sidder paa, tilhører mig.
Med dig, o Sø! min Vælde er begavet;
Thi lyd din Herre: ei du nærme dig!
Din Bølge kræver jeg saaledes avet,
At til min Fod den aldrig vover sig.
Thi jeg behersker Nordens stolte Lande,
Ustraffet Ingen tør mit Bud modstande.”
Men som sædvanlig gik den stille Bølge,
Sin vante Vei den end bestandig tog,
Af sin Natur den Intet mon fordølge,
Det ene Bølgeslag det andet jog.
Med otte kom den niende i Følge,
Der stærk og svanger op paa Kongen slog.
Ei til hans Fødder blot den op sig trængte,
Hans Scepter og hans Krone den besprængte.
Da reiste Kongen sig, saae til hver Side,
Og brød med Taarer høit saaledes ud:
„I Sandhed! hver en Christen burde vide,
At der er Ingen mægtig uden Gud.
Han grunded Jorden, han lod Havet glide
I evig Vexel ved sit stærke Bud;
Han ene mægter Jord og Hav at tvinge,
Mod hans er al min Vælde saare ringe.”
Med disse Ord han af sin Krone spændte,
Af Guld og Ædelstene tung og svar,
Derpaa han sine Fied fra Havet vendte.
Og ydmygt Kronen hen i Kirken bar.
Der knælte han, og hver sin Synd bekiendte,
Mens Angerstaaren trilled heed og klar.
Paa den Korsfæstede i Martyrqviden
Han Kronen satte, bar den aldrig siden.