Jeg er en gammel Kæmpe stærk,
Mit Legem blusser sundt;
I kobberøde Pandsersærk
Jeg svæver Himlen rundt.
Mit runde Skiold er rødt som Blod,
Mit Glavind staaer i Glød.
Jeg svækker selv det bedste Mod,
Og bringer Skræk og Død.
Naar hvælvet Skiold bedækker mig,
Og jeg har strakt mit Sværd,
Da vandrer jeg forfærdelig
I Kamp og Heltefærd.
Saa vidt, saa vildt min Bane gaaer,
Jeg bliver aldrig træt.
Jeg pludselig tilsyne staaer,
Naar mindst man venter det.
Og seer jeg da, at Tapperhed
Og Kraft har Overhaand,
Da dybt mit Sværd jeg sænker ned,
Og vækker Kampens Aand.
Natur da stormer mod Natur
Udi sin hele Pragt,
Og bryder af sit Fangebuur
Med uindskrænket Magt.
Og ulmer da en Gnist af Ild
Fra Himlen i en Vraa,
Da stiger den, og brænder mild
Paa Evighedens Blaa.
Men seer jeg dorske Taageslør
At dræbe Straalen varm,
At Livet gisper mat, og døer,
Da blusser jeg af Harm.
Og kaster hen mit Luesværd
Paa gammel haanlig Viis,
Og synker Landet mere nær,
Og strækker ud mit Riis.
Og streng hudfletter, Fod for Fod,
Vanartig Børneflok,
Og gaaer med Riset, rødt af Blod,
Naar den er tugtet nok.
Tre Gange har jeg været her
Alt efter vante Viis,
De tvende Gange med mit Sværd,
Den tredie med mit Riis.
Den første Gang min Fryd var stor,
Jeg lyse Stierner saae.
Slankt glimtende i Syd, i Nord,
Ret som paa Himlens Blaa.
Det var i Livets Ungdoms Vaar,
En Rose frem sig skod,
Til Under for de sidste Aar;
Hvert Blad var Helteblod.
Den anden Gang ei Stierners Guld
Og Roser meer jeg saae;
Da stirred man kun længselsfuld
Til den, som hist mon staae.
Bevæbnet knælte fromt en Flok
Udi sin Sorg saa svar
Trindt om en kulsort Blomsterstok,
Hvis Rose visnet var.
Jeg græd, da jeg forsvundet saae
Den høie Kraft og Kunst;
Saa mørk man skued mig at staae
I taaget Taaredunst.
Jeg vinkte med mit gode Sværd,
Som med en Lue rød;
Da styrted de i Helteferrd,
At hevne Rosens Død.
Men, ak! det var det sidste Glimt
I matte, brustne Blik.
Jeg kom igien — og intet Skimt
Mig meer i Møde gik.
Thi vil jeg tugte streng og god,
Forjage dorske Ro,
Og giøde dig, o Jord! med Blod;
Deraf skal Roser groe,
Og Stierner atter lue frem,
For høit at staae i Glands,
Naar de har flettet gamle Hiem
Den gamle Blomsterkrands.
Men kommer jeg her seent igien
(Læg Mærke til mit Ord),
Og seer i dig bestandig end
Den kolde, mørke Jord;
Da støder jeg med rædsom Gru
Mod dig min Barm saa bred,
At udi tusind Stykker du
I Dybet styrter ned.