Her vil jeg sidde, og Harpen slaae,
Og synge for Folket en Sang.
Her ile hid baade Store og Smaae;
Ved mit Spil bliver let deres Gang,
Thi Tonernes Harmonie
Udvider Hiertet, giør Siælen fri,
Nedriver Smaahedens Muur,
Og samler den hele Natur.
Og mens jeg synger med hævet Røst,
Da giver mig hver sin Skierv.
En Skierv for at fylde det tomme Bryst,
Det er et ædelt Erhverv.
Jeg sidder som Oldtids Skiald,
Og digter og synger, store Kald!
Skiøndt gammel med sølvgraae Haar,
Dog kraftigt jeg Harpen slaaer.
Men siig du mig, du liden Smaadreng!
Hvad er dette her for et Huus,
Hvortil baade Høie og Lave i Fleng
Hentumle som i en Ruus?
„Det Huus er til Nytte og Gavn,
Herhid komme Breve fra fjerneste Havn,
Fra Syd, Øst, Vest og fra Nord,
Fra den hele vidtløftige Jord.”
O, stimler man hid, for Kundskab at faae,
Med Higen og nysgierrigt Sind,
Da vil mine Strænge, hvor vel jeg dem slaae,
Kun lidet bringe mig ind.
De holde vel Sligt for Tant;
De gyldne Dage fra Jorden svandt,
Den helligste Harmonie
Nedsank til et koldt Barbarie.
Dog hvad der er siunken, kan atter opstaae,
Naturen er ikke død,
Under Asken i den afsides Vraa
Ligger hist og her dog en Glød.
At læse i Menneskets Blik
Er desuden min Lyst og min gamle Skik;
O, nok er at læse her,
Thi hvor forskiellige hver!
Og kunde jeg, medens de styrte afsted
Ad Porten ind som en Elv,
Et Øieblik sagtne det hurtige Fied,
Faae dem til at glemme sig selv
Og Breve og Penge og kolde Ord
For Sol og Maane og Blomster og Jord,
Kunde jeg standse den hele Flok,
Da var det dog artigt nok.
Hist kommer en Sværm, den iler hid
Med kolde, urolige Smiil,
Og Ingens Mine er aaben og blid.
Deres Væsen er Snildhed og Iil.
De strax i Brevene see,
Og Nogle skule, og Nogle lee.
De skynde sig bort igien.
O, det var nok Handelsmænd!
Men den, som loe, vil jeg tale til,
Den Glade er aaben og blød.
Du Rige! hør min Sang, om du vil,
Og giv mig saa lidet til Brød.
„Gaa bort, du Fattigdoms Tolk!
Hvi sidder du her i Veien for Folk?
Hvad nytter dit Klimpreri?
Hyt dig for vort Politie!”
Hvad nytter det? O, du nyttige Drog!
Den Aand, som dit Guld tynger ned,
Den hæver jeg dristig igien. — Men dog,
Hvor kan jeg paa dig blive vred?
Gaa hen med Braves Foragt,
Med Fattiges Taarer, med Usles Agt,
Og kald dig saa mellem dem
I Staten en gavnende Lem!
Hist staaer en Mand, saa rolig og blid,
Han Penge taer ud af et Brev.
Han nærmer sig venligt og langsomt hid,
Mine Toner hans Hierte henrev.
Beløn min brændende Sang,
Da kiærkommen den i dit Øre klang!
„Til min Dør paa Løverdag gaa,
Da skal du en Skofte faae.”
Og længe han vented, og længe han sad
Taalmodig paa iiskolde Steen;
Og længe han spilled, og længe han qvad
Med en Siæl saa uskyldig, og reen.
Faa hørte hans Harpeklang,
Og Ingen belønned hans skiønne Sang.
De Fattige bøde ham dog,
Men af disse han Intet tog.
Alt nærmer sig Natten kold og vaad;
Jeg er fremmed her og forladt.
Til at leie mig ind har jeg ikke Raad;
Jeg maa gaae paa Gaden i Nat.
Mine Fingre stivnes af Kuld.
Ak, hvi forenes ei Godt med Guld?
Til at spille, er det for koldt.
Til at tigge, er jeg for stolt.
Og færre blive de Mennesker her —
Men tys! jeg hører et Suk.
En brændende Yngling jeg skuer der,
Han er saa rørt og saa smuk.
Med Brev i skiælvende Haand
Han stirrer til Himlen med henrykt Aand.
O, han skal høre min Sang,
Og lønne min Harpeklang.
„Du sneehvide Olding! du smelter mit Bryst,
Saa ganske stemt for dit Ovad.
Det bæver af Kiærligheds søde Lyst.
Om min Elskedes Hierte jeg bad.
Hun skriver mig til, see her:
Min Ludvig! jeg har dig evig kiær.
O, syng til Strængenes Lyd
En Sang om Kærligheds Fryd!”
Og Gubben sang, og en sagte Ild
I hans blege Kinder opjog.
Han minded sin Ungdoms Lyst, og vild-
Henreven han Harpen slog.
Og Ynglingen kasted en Pung
I hans Skiød, af rødeste Guld saa tung.
Hans brændende Taare randt,
Han kyssed den Gamle, og svandt.
Forbauset stirrede Oldingen hen,
Og kaldte med skiælvende Røst;
Men Ynglingen saae han aldrig igien,
Han iilte med svulmende Bryst.
Da greb med prophetisk Aand
I Harpen den Gamle, med kraftig Haand.
Begeistret han jublende sang
Ved Strængens dæmpede Klang:
Endnu er Kiærlighed til paa Jord,
Med det Øvrige ikke den svandt.
Jeg haaber, jeg haaber, min Tro er stor:
Den Tid skal komme tilbage, som randt.
Ja, Kiærligheds Gnist, saa mild,
Skal tænde Oldtidens Guddomsild.
Af det kolde, natlige Hav
Skal Solen staae frem af sin Grav.