Nattens blege Gienfærd lyste,
Stormen dreied Kirkespiret.
Emma ved min Side gyste.
Som en Engel lilieziret.
Nattens sorte Haner gole,
Bange gik min tro Veninde.
Hendes hvide Silkekiole
Flagred i de kolde Vinde.
Svagt en Stemme til en Cither
Hørte vi fra Kirken qvæde.
Da vi kom til Portens Gitter,
Stod der Een i Dødningklæde.
„Emma! kom, din Moder vinker.
See, hist ligger jeg saa ene,
Medens Sol og Maane blinker
Paa de hvide Marmorstene.”
Emma sank i mine Arme,
Stirred Skyggen mat i Møde,
Trykte mig med sidste Varme,
Smulte, zittrede, og døde.
Hiem jeg bar min Elskerinde,
Kold bestraalt af Nattens Sole.
Underlige Dødningvinde
Vifted i den lange Kiole.
Derpaa jeg til Lunden iilte,
Gav mig flittig til at søge.
Mens bestandig Maanen smiilte
Blegguul paa de sorte Bøge;
Fandt det elskte Træ, som heldte
Over os saa tidt fortrolig;
Græd, imens jeg Træet fældte,
Slæbte det til Emmas Bolig;
Kyssed hendes hvide Klæder,
Greb en Sang saa mat og ene,
Danned saa de lange Bræder,
Som indslutte hendes Bene.
Hen til hendes kiære Bier
Derpaa jeg mig sagte skyndte.
Skovens muntre Melodier
Vidned, Morgenen begyndte.
Bien stak, jeg fandt det ikke;
Ud jeg tog den store Kage.
Emma stod for mine Blikke,
Stirrende saa ømt tilbage.
Biens Stik jeg henrykt taalte.
Lys af gule Vox jeg støbte.
Klart den sidste Nat de straalte,
Da jeg hendes Liig indsvøbte.
Snoren rasled, i det Dybe
Sank hun, fulgt af mine Taare.
Rædsomt følte jeg det krybe
Giennem hver en lunken Aare.
Næste Nat, da Stiernehorden
Væltede sig op af Havet,
Iilte jeg til Kirkegaarden,
Hvor min Emma laae begravet.
Sødt en Stemme til en Cither
Atter hørte jeg at qvæde.
Tæt ved Portens sorte Gitter
Stod hun i sit Dødningklæde.
„Ludvig! kom! din Pige vinker.
Emma ligger her saa ene,
Medens Elskovs Stierne blinker
Paa de kolde Marmorstene.”
„Emma!” raabte jeg med Klage,
„Tag mig med, du Eiegode!
See, hvor bleg jeg staaer tilbage
Paa den kolde, mørke Klode!”
Ak, da hæved hun sin Finger
Høit, den englehvide Pige;
Viste mig den Sti, som svinger
Ukiendt sig til Himmerige.
Med en Taare i sit Øie
Kyssed hun mig blidt paa Munden,
Stirred bønlig i det Høie,
Sukkede — og var forsvunden.
Derfor sank er jeg Violer;
De mit blege Liig skal klæde,
Naar i Nat de hvide Straaler
Vinke mig til evig Glæde.