Lad mine klare, kølige Draaber
Svale den brændende Sommer!
Jeg blødgiør Naturen, Blomsterne haaber,
Hvergang jeg qvægende kommer.
Arme Væxter, som ei kan trives
Paa denne tone, solbare Grund!
Sødt af min Morgendug skal I oplives.
Hvi staaer I ei hist i den kølige Lund?
Jeg er afmægtig, med Vand kun jeg døber,
Snart det borttørres, udøst af min Haand;
O, men den himmelske hist, som Zephyren røber,
Som bygger sig Slotte
I Skovenes Ly, i den dunkle Grotte,
Han er større, han døber med Aand.