Hvor sødt i Sommer-Aftenstunden,
Naar Solen mat til Hvile gaaer,
Og medens dybt i Bøgelunden
De fromme Nattergale staaer,
At høre Harpens dumpe Klang
Til en livsalig Aftensang!
O, grib nu i de stemte Strænge!
Bryd, fromme Siæl! din snevre Muur.
Indspær dog Fuglen ei saa længe
I det beklemte Fangebuur;
Lad den i Aftenrødens Guld
Mod Himlen flagre andagtsfuld.
Thi hvergang hisset Aftenrøden
Nedsvinder under Skovens Krands,
Da minder den vor Siæl om Døden
Og Evighedens skiønne Glands.
Svulm da, min Aand! mod Himlen her,
Som Bølgen mod sit Rosenskiær.
Grib sødt i Harpen, fromme Pige!
Høit bæve lad dens rene Klang,
Og syng, mens disse Straaler vige,
Den sidste, store Aftensang,
Som rørt vi sang for mangen Ven,
Som siunges skal for os igien:
See, Tiden meget hurtig gaaer.
Hvor let og snart kan det sig hænde.
At jeg herfra at vandre faaer!
O, Gud! giør da for Christi Blod
Min sidste Afskedstime god.
Ja, dette Purpur, denne Lue,
Ja, denne Kiærlighedens Glød,
Som blusser dybt i Vestens Bue,
Som minder Støvet om sin Død,
Og Siælen om sin Evighed,
Det er dit Blod, din Kiærlighed.
O, bad mig da i dine Flammer,
Nedgangne Sol! husval min Barm,
Og tryk, til Dødens Lee mig rammer,
Mig venligt i din varme Arm,
Og i min Afskedstime god
Styrk Hiertet med dit Purpurblod.