Altsaa skal jeg da nu forlade mit Hiem, og en Reise
Første Gang i mit Liv prøve? Besynderligt nok!
Fiirogtyvende Gang er jeg reist vel rundt omkring Solen,
Dristig og lang var min Vei, mangen Staldbroder er død;
Ak! men hvad siger det alt? Mens paa Himlen ustandset jeg iled,
Var fra min Axelstad neppe jeg fem Miles Vei.
Nu vort Siælland jeg drager igiennem, til Fyen, ja til Taasing,
Over til Langelands By, muligt til Laaland og Møen.
Sær forventning fylder min Barm, som da først i min Barndom
Færdig til Jægersborg Skov pakket en Kildevogn stod.
Lad mig da stemme, min Luth! at igiennem de lydende Strænge
Reent jeg tolke kan Alt, hvad paa Veien er hændt.
Men hvad tænker du paa, barnagtige, daarlige Digter?
Slig en Reise du troer Publicum værd at betroe?
Om hvordan først du drog over Roeskildes langsomme Landvei,
Ringsted og Slagels forbi, lige til selve Korsør;
Kom paa Smakken, fik Ondt, rulled langsomt fra Porten i Nyborg,
Otte Timer fem Miil, over den knudrede Vei,
Kom saa til Svendborg, derfra over Sundet til Taasing, og derfra
Atter paa Bølgernes Ryg uskadt til Langelands By.
Slige Sager da mener du værd at fortælle til Folk, som
Reiser har læst, der er giort hele Jordkloden omkring?
Viist er dit Varsel, min Ven! og jeg føler, hvad dristig jeg vover;
Til mit Forsvar kun maa tiene dig dette Par Ord:
Amagerfolk har man seet at dandse paa Bund af en Fierding,
Hvortil vi Andre en Sal ønske paa hundrede Fag.
Hiernen er omringet rundt af hele den øvrige Verden,
Men, hvad besynderligt er, Hiernen kan omringe den.
Viseste Mænd har seet i et Æg Alskabningens Billed,
Skiønhedens yndigste Form, Klodens eliptiske Gang,
Organismens herlige Frø, og det mystiske Livstof.
Ligger det alt i et Æg, lidet af Omfang og Kraft,
Hvad maa der ligge da vel mellem Axelstad, Ringsted og Nyborg,
Og saa videre frem, naar vi det ret kun kan see?
Dette Talent, at see, har de ældgamle Slægter bestandig
Tillagt Digterens Blik; der stikker Kunsten kun i.
Og for at vise, Synet ei blot gaaer udenfra ind ad,
Men fornemmelig først indenfra straalerigt ud,
Siger det gamle Sagn, at Homer, Poeternes Fader,
Var i sin Alderdoms Tid blind paa det udvortes Syn.
Hvad der nu angaaer mig, som ei løse tør Faderens Sko-Rem,
Blind er, som han, jeg vel ei, bruger dog tidt min Lorgnet.
Tag da nu her, uden Spøg, til Takke med hvad jeg dig byder!
Ingen redelig Mand giver dig meer, end han har.