Island! hellige Ø! Ihukommelsens vældigste Tempel!
Hen til din fiernede Kyst viste Gud Bragi min Sang.
Altid en kraftig Ild udvikled din skinnende Fieldiis,
Bredt dit bølgende Hav freder om Oldtidens Aand.
Der blandt Askurs Æt fremblomstred de herligste Skialde;
Er ei i Nordens Natur Hekla som Genius størst?
Aand og Natur sig forened, og vist ei hændelsesviis blot
Bygged et Tempel sig der Saga med Griffel og Skiold.
Thor i Thrundhiem, og Freir i Upsal, og Odin i Leire
Opmuntred Kæmpernes Aand henrykt til Virkning og Spil.
Spydenes Raslen og Skioldenes Larm og Sværdenes Samklang
Hindred den tegnende Mø, medens de Stof hende gav;
Derfor med Ydun i Favn, Skandinaviens blomstrende Musa,
Fløi hun paa Nornernes Vink did giennem luttrede Luft.
Men Gud Bragi med Harnisk, med Hielm og med klingende Harpe
Blev, for at følge til Kamp staalklædte stridvante Mænd.
Helligt ærværdige Chor af Sanggudens krandsede Sønner!
Kiært er mig hvert eders Navn, stort skiøndt i Oldtidens Mulm.
Thiodolf! og Eivind du, du Athelsteins trofaste Frænde!
Hiarne! Starkodd! Lodbrok! Halvdøde mystiske Lyd!
Men fremfor Alle dog ham, den Mand, mit undrende Minde
Dvæler ved; i hvis Siæl Oldtiden fødtes paa ny;
Som en velgiørende Gud, for at redde den Tid, der fuldendt var,
Meddeelte Virkning og Kraft og et dybtskuende Blik.
Han, som med Tidernes Aand fortolkede Tidens Idrætter,
Vandt af Historiens Ild, Christus! en Glorie dig;
Thi den sydlige Blomst, den christlige Rose, hvis Bæger
Sværdet sit Purpur gav, dyppet i Hedningers Blod,
Som sin Morgendug fik af Begeistringens hellige Taare,
Og sin Næring og Kraft rodfast paa Fromhedens Grund,
Denne Rose, som spired, og henfrøs, og fremspired atter,
Til den i Tryggvesøns Liv folded sig ud i sin Pragt —
Den bevared for Efterslægten, o Snorro! din Rune,
Hvert et Træk til dens Rod, Stilk sig forener, og Kalk.
„Men Aarhundreder svandt, og det Skum, som ruller i Taage
Fra den beskvulpede Bred, møder fra Island kun nu.”
Daare! vend dit Blik, og hvis det kan stirre mod Solen,
Vend mod Italia det, hør af det undrende Folk:
„Helten af bristende Marmor staaer atter op fra de Døde,
Thor fra Island i Rom vækker Kronion til Liv”.