Smaae Violer! o, hvor sødt
Mellem Græsset, ungt og blødt,
Frem I blaane.
Solen varmer eders Luft,
Veemod suger eders Duft
Af den blege Maane.
Tæt I ved hverandre staae,
Rødmen i det stærke Blaa
Sødt henviger.
Herligt i den unge Lund
Spætter I den grønne Bund,
Vinker Egnens Piger.
O, men kold er spæde Vaar!
Sammenklynget tæt I staaer.
Hvor I skiælve!
Magtesløs paa kolde Muld
Vil sig Urten medynksfuld
Lunnt om eder hvælve.
Smaae Violer! nei, o nei!
Grumme Storm skal længer ei
Jer nedtynge.
Her I ei skal staae forladt;
Venligt om min Emmas Hat
Vil jeg eder slynge,
Om den lysegule Bund
I en yndig Krands saa rund
Eder bøie.
O, hvor vil det svage Skin
Hæve hendes Purpurkind
Og det sorte Øie!