Natten blinker,
Stiernehæren vinker,
Eensom krummer sig den grønne Strand.
Duggen ene
Ned ad Pilens Grene
Falder i det stille, sølvblaa Vand.
Bølgen bølger
Rislende, og følger
Sagte Zephir, perleklar og skiøn.
Lyset lyser
Natlighvidt, og gyser
Fra sin Sky til Kummers blege Søn.
Krum af Alder;
Tungt hans Taare falder
I det dybe, ubekiendte Blaa.
Sagte flytter
Han sin Fod, og støtter
Sig til Staven. Issen er saa graa.
Modgang frister
Hiertet, Hiertet brister,
Døden slukker Øiets stærke Ild.
Svagt anspænder
Han de matte Hænder,
Strækker dem til Himlen, rolig, mild.
„Ingen Klage!
Talt er mine Dage;
Jeg vil ikke længer dvæle her.
Hellig Længsel
Bryder Kummers Fængsel,
Vinker mig til Nattens Sølverskiær.
Dybt jeg skued —
Høit Naturen lued
I min Siæl med alt sit Trylleri.
Sødt bevæget
Jeg i Stenen præged
Stærke Træk af Livets Harmonie.
Haarde Stene!
Mine skiøre Bene
Smuldne snart dybt under Bølgens Leer;
I skal stande,
Helligt skal I sande,
At jeg var, naar jeg er ikke meer.”
Vældig Længsel
Bryder Sorgens Fængsel;
Gamle Gubbe kan ei meer modstaae.
„Længslers Bolig!
Rolig og fortrolig
Favn mig med dit mørke Himmelblaa.”
Busken vifter,
Maanen Farve skifter,
Dybt nedbøiet nærmer Musen sig,
Mat af Blikke.
„Søn! forlad mig ikke;
Jeg er barnløs, naar jeg mister dig.”
Gubben famler,
Sidste Kraft han samler,
Sukker henrykt sin Gudindes Navn.
„Elskelige!
Ei af denne Verden er vort Rige.
Jeg gaaer hen, hvor der er intet Savn.”
Taus hun sukker.
Bølgen mildt sig lukker
Om den gamle Tindings sølvgraae Haar.
Hun forsvinder,
Dagen bleg oprinder,
Hist paa Frihedsstøtten Lærken slaaer.
Troskab græder,
I de hvide Marmorklæder,
Kold og bleg, den ranke, hulde Mø;
Haand paa Brystet,
Aldrig, aldrig trøstet,
Stirrer hun hen paa den sorte Sø.