Hvad er det hist, som ringer?
En Aftenklokke dybt i Skoven klinger;
Saa længsel- og saa veemodsfuld den klager,
Og fierne Fielde blaae dens Lyd gientager.
Dybt mellem Skovens Kroner
Den lokker mig med sine Sølvertoner.
Her maa jeg vist den søge,
Ved Bækken, mellem disse gamle Bøge.
I Solens Aftenluer
Et aabent, rødt Capel jeg hisset skuer.
Igiennem rene Blaa saa sødt til Himlen
Dets Klokke sender op sin dumpe Bimlen.
Med høie Liliestængler
Det prydet er, og friske Rosenhængler;
Og Bækken rundt sig slynger
Om Altrets Fod, og fromt sin Psalme synger.
Paa Altret op er stillet
Det hellige, betydningsfulde Billed:
Jeg seer paa sorten Kors sig ynksomt bøie
Den hulde Jesus med sit brustne Øie.
Nu Kilden meer ei murrer,
Og Klokken tier, Turtelduen kurrer;
En Eremit fremtriner
I lange Klædebon med blide Miner.
Er det med Jammerklager
En Olding graa, som Verden nu forsager,
Som Nag har qvalt, som er andægtig bleven,
Og angre vil den Synd, han har bedreven?
O, nei! jeg henrykt skuer
En Yngling skiøn, hvis fromme Øie luer;
Afmægtig ei han bæver,
Med Kraft sin Haand mod Himlen høit han hæver.
Glat er hans hvide Pande,
Paa den har Lasters Præg ei kunnet stande.
Hans Kind er frisk, en Jomfrurose lukket,
Som Lysters Gift ei falmet har og dugget.
Hans dybe Blik ei skiælver,
En rolig Bue over Øiet hvælver.
Hans Haar i gyldne Strømme,
Som Straaler, fra den skilte Tinding svømme.
Hans Hulde Stemme lyder:
„Min Jesus! ene du mit Hierte fryder.
Her bygged jeg dit Huus, her kan jeg vanke,
Hvor ingen Larm forstyrrer fromme Tanke.
Kun da jeg roligt hviler,
Naar ved dit Bryst jeg i dit Øie smiler,
Naar i dets milde Luer
Din Miskundhed, din Kiærlighed jeg skuer.
Du gaaer mig tidt i Møde,
Min Jesus! thi du opstod fra de Døde.
Din Elskov Alt omfatter,
I hvert et Øieblik du fødes atter.
Kun Tiden og Naturen helligt maler
Det store Ciffer, som din Glands udtaler;
Selv i mit Hiertes Kammer
Est du det Lys, det fromme Lys, som flammer.”