Milde Morgenvinde, linde,
Køle heden Sommerluft.
Kruse Havets Vande, blande
Sig med Lundens Blomsterduft.
Lilien op sig lukker, bukker
Under Sommerfuglens Vægt.
Rundt i muntre Klynger synger
Hele Skovens Fugleflugt.
Morgenpurpurkuglen, Fuglen.
Langsom hiin, og hiin med Iil,
Lover over Havets Vover
Gud med Sang og Rosensmiil.
Medens Lærken synger, gynger
Baaden i det stille Vand.
Ved sin Angel rolig, trolig
Sidder ungen Fiskermand.
Men, som han fornøiet Øiet
Kaster hen paa Sol og Jord,
Synes ham hans Øre høre
Som et sammenblandet Chor;
Hvori Blomstervrimlen, Himlen,
Bølgen, Fuglen høit paa Qvist,
Og den Duft, som viger, siger,
Hvad han aldrig før har vidst.
Alt eet Sprog kun maler, taler
Selv det hemmelige Sprog.
Øiet rundt sig vender, brænder
I Naturens store Bog.
Og mens Blikket stirrer, dirrer
Bogens Træk i gylden Mands;
Og hvorhen han skuer, luer
Nu en venlig Blomsterkrands.
Først en Flok af blide, hvide
Lilier staaer ham ganske nær.
Tvende blaae Kiærminder finder
Øiet i det hvide Skiær;
Og ved dem to søde, røde
Roser, klædt i Jomfrupragt.
Gyldne smaae Aurikler vikler
Sig i den foreente Pagt.
Og af Tulipaner baner
Sig en broget Sværm sin Gang.
Medens Skyggen lindrer, tindrer
Solen, lyder Fuglesang.
Og for Peders Øie føie
Lilier sig til Lilie blid;
Og mens Blomsten viger, stiger
Frem en Yngling, liliehvid.
Og de blaae Kiærminder svinder
I hans Øine himmelblaae;
Kindens Rosenbuer luer
Der, hvor nys han Roser saae.
Og de smaae Aurikler vikler
Sig i gyldne Lokker grant.
Tulipaner bølge, dølge
Skuldren i et let Gevant.
Og de høie Straaler bøie
Om hans Tinding sig med Lyst.
Og den Sang, som lyder, bryder
Ud nu i hans hulde Røst:
Seer dit forhen blinde Øie nu engang sin Skaber dog?
Har det endelig da lært at tyde dette stumme Sprog?
Finder det i Blomsterflokkens Glands, i Fuglens muntre Sang,
Kildens Røst, i Skovens Svale, Vindens Pust og Solens Gang,
Udi Tidens gamle, store Sagn, i Harpens høie Lyd,
Skialdens Sang, den Vises Grublen, Heltens Daad og Qvindens Dyd,
Ikke blot en Mands, som slukkes, ei et Liv, som dræbes brat,
Men en evig Dag, som bryder selv igiennem Gravens Nat?
Men en Hær af lyse Straaler, funklende fra Pol til Pol,
Som i sikker Retning samles i en herlig fælles Sol?
Skuer du din Skabers Finger, som i Alting peger frem,
Og hver Aand, som opad stræber, viser til sit rette Hiem?
Saae du, da den tykke Taage fra dit kiække Øie faldt,
At for sig er Alting Intet, men i Alt er Alting Alt?
O, da læg din ringe Mede, kast den hurtig fra dig her;
Fisk du ikke meer skal fange, du skal fange Mennesker.