Beate og Gartneren komme Arm i Arm.
Beate.
Saa gaaer du da ikke din Vei,
Men bliver smukt hos mig herhiemme?
Gartneren.
Jeg gaae, o du Elskede? Nei!
Men kan du min Harme forglemme?
Beate.
Bær altid nu kierlig dig ad,
Og hold kun din Vildskab i Ave!
Gartneren.
Da blier jeg først Gartner og glad,
Naar du er min deilige Have.
Begge.
Vort Liv skal hensvinde med Fryd,
Thi Kierligheds Timer er søde.
Hist tone Fiolernes Lyd.
Kom lad os gaae Mængden imøde.
De gaae til den modsatte Side, af hvilken de kom ind. Man hører Musik noget borte. Bønderfolkene komme derpaa, i et Slags Optog. Pigerne med Blomsterkurve og Krandse, Ungkarlene med Instrumenter.
Obersten og Skoleholderen
komme ind. De holde sig i Forgrunden.
Obersten halv fortvivlet.
Jeg veed, Gud fordømme mig! ikke hvad jeg skal gribe til. Jeg har aldrig været i piinligere Forfatning mit hele Liv. Alle Mennesker komme hid, for at celeberere Frøkenens Fødselsdag, og Frøkenen er Fanden i Vold. Jeg arme Mand, jeg arme Fader! Duel! Jomfrurov —
Skoleholderen.
Frøkenrov, vilde Obersten sige!
Obersten.
Prostitution! Den fasteste Karakteer maatte vel bukke under, for saa megen Ulykke.
Skoleholderen.
Jeg veed ikke bedre at trøste Obersten, end med følgende smukke didaktiske Vers:
Taalmodighed din store Værd —
Obersten.
Aa hold sin didaktiske Kieft!
Skoleholderen.
Slaa Dem til Taals, bedste Herr Oberst. De udsendte Betienteres Flid vil uden Tvivl blive belønnet, med Finding. Her gielder det at have Aandens Nærværelse. Tillader De mig at holde en Tale til Folket, saa skal jeg — uden at forglemme Maadens Fiinhed — faa Sværmen til at skille sig ad og gaae hiem.
Obersten.
Ak ja, giør det da. Men bær sig fornuftig ad.
Skoleholderen.
Lad mig kun raade. Til Skoledrengene: I synge det første Vers af Geburtsdagscarmenet, medens jeg bestiger Talerstolen. Han kryber op paa Altaret.
Børnene.
Den Naadige,
Den Graadige,
Paa hele Sognets —
Obersten.
Hold Mund Drenge! Hvad skal de dumme Streger til?
Skoleholderen
øverst oppe paa Altaret til Forsamlingen:
Mine Venner! — Kiere Bøndermænd, og — Bønderkoner, og — Bønderkarle, og — Bønderpiger, og — Bønderdrenge! — Hm! — Agtværdige Bondestand! — Da det har behaget Forsynet, ved en rolig og sagte Død — hvad siger jeg — da det har tildraget sig — hændet sig — at en dumdristig Tyv har giort Indbrud og bortstiaalet Oberstens — Da en forunderlig Casus er indtruffen, kiere Menighed! som jeg ikke veed, om den bør henføres til Ulykkelige Hændelser, Udpasserede, Seilfærdige Skippere, Bopælsforandringer, Undvigte1 eller bortkomne Sager — saa — saa — da man ikke kan qvæde en god Vise for tit — vil vi begynde for fra igien.
Obersten stamper.
Skoleholderen.
Dannemænd og Danneqvinder! I ere her forsamlede for, i den Hensigt at — celeberere — evavava — høitideligholde — evavava — hellige — Herr Oberstens Frue Datters — hvad siger jeg, Herr Frøken Hielms Datter — hvad siger jeg — Herr Datter Hielms Oberst — hendes Fødselsdag! Tørrer Sveden af Panden. Men — da — hun — formedelst Elskovs Heftighed — Obersten stamper. Af overilet Beslutnings Tagelse, ikke er her; Seer paa Obersten, han nikker. Saa skulde jeg ikke undlade at bekiendtgiøre Eder, at — at — hun er her ikke!
Obersten utaalmodig.
Aa saa giør det kort og godt.
Skoleholderen.
Men løbet bort med Lirendreieren, kiere Menighed!
Obersten.
Plager da Satan ham skinbarlig, Karl!
Bilbo
kommer med sine Tienere. De bære Kurven ind for Altaret.
Bilbo.
Tilgiv mig, kiere Broder Hielm! at jeg for et Øieblik forstyrrer din Glæde.
Obersten.
Min Glæde? Jo jeg har nok Aarsag til at glæde mig. Men hvordan seer du ud?
Bilbo.
Obersten.
Bring mig min Datter selv, saa skal jeg takke dig.
Bilbo.
Ja det er mig en let Sag. Til Tienerne: Tag ham hans Datter ud af Kurven, men slaae hende ikke i Stykker!
Clausine
kaster sig i Faderens Arme.
O min gode Fader! Tilgiv mig.
Obersten.
Clausine! Du er her! Det var altsammen Spøg altsaa? — Du bedrøver ikke din Fader paa din Geburtsdag? — Du lægger ham ikke i Graven?
Clausine.
O ney! nei!
Obersten.
Saa er jeg ligesaa fornøiet nu, som jeg før var bedrøvet.
Bilbo.
Det kan du takke mig for.
Obersten.
Dig? Naa du er og bliver dog altid min gamle, sande Ven. Seer du, Clausine! hvad det er for en Mand? Han skaffer Forældrene deres Børn igien. O Clausine, der mangler nu kun een Ting, saa giør du mig til det gladeste Menneske paa Jorden.
Clausine.
Og det er?
Obersten bønlig.
At du tager Bilbo, mit Barn!
Bilbo smilende.
Ja, ja! Hun tager Bilbo. Det har hun lovet mig.
Obersten.
Du tager ham?
Bilbo vittig.
Men Bilbo junior, tager hun!
Obersten.
Din Søn?
Bilbo.
Ja!
Obersten.
Han er jo borte?
Bilbo.
Ja, men jeg har fundet ham igien; og jeg maa sige dig, at jeg har taget feil af ham. Det er saamænd et vakkert, ungt Menneske. Hør Hielm! Drengen faaer en god Skilling efter mig, for — jeg tager selv den rige Enke. Seer du, Blodet er nu aldrig saa tykt, det er dog tyndere end Vand. Giv altsaa dit Samtykke.
Obersten.
Ih det giør jeg med Glæde. Kan jeg give min Datter til dig, saa kan jeg ogsaa give hende til din Søn, hvis han er et skikkeligt Menneske, som du selv siger.
Bilbo.
Det er baade et skikkeligt Menneske, og et skikkeligt Mands Barn! Til Tienerne. Tag mig min Dreng ud af Kurven.
Obersten.
Ih men jeg troer du har Kurven fuld af Mennesker?
Bilbo.
Ha ha ha ha! Nei, nu er der ingen Flere.
Guilielmo stiger ud.
Obersten.
Kreutz tausend Battaillon! Er det din Søn?
Guilielmo
griber hans Haand.
Som af Frygt, for den rige Enke, skiulte sig, og som spillede denne Sanger-Rolle, for ubehindret at søge sin Clausine, som han har elsket i tre Aar.
Obersten.
Hænger det saaledes sammen? Ha ha! Nu kan jeg forklare mig Alting. Blinker med Øinene. Ikke et Ord om det Andet, Kammerat! Du er min gamle Vens Søn, og skal nu ogsaa være min. Kommer hen med, for Freyas Altar, Børn! De gaae derhen. Skoleholderen staaer endnu oppe paa Altaret og gaber. Ned med sig Proceptor, for Fanden!
Skoleholderen.
Til Lykke og Velsignelse, kiere Ægtefolk. Han falder ned af Altaret, man hielper ham op.
Obersten.
Kom nu, Bilbo! og lad os to Gamle bede Gud om vore Børns Velsignelse.
Bilbo pludselig forfærdet.
Kiere Broder Hielm! Der overfalder mig en panisk Skræk.
Obersten.
Hvorover?
Bilbo.
Farvel Broder! Farvel Børn! For mig kan Gud velsigne Jer saameget han vil. Jeg skal intet have derimod, fra min Side. Men jeg maae afsted. Min elskede Sidse Birgitte er halvfierdsindstyve Aar, syv Maaneder, og nogle Dage, hvis Antal jeg ikke ganske nøie erindrer. Jeg faaer en Beklemmelse. Jeg maa afsted. Hun er af en svagelig Helbred. Naar jeg skynder mig noget, kan hun maaskee blive berettet og givt paa eengang. Ellers er jeg Fanden stiele mig Pengene ud af Lommen, ilde snydt. Farvel.
Han gaaer bort med Tienerne.
Obersten lægger Guilielmos og Clausines Hænder i hinanden; derpaa synge Bønderfolkene:
Chor.
Du himmelblaa Luft!
Du venlige Skygge!
Du liflige Duft!
Hvor Fuglene bygge,
Bag hvælvede Grene,
Saa muntre, saa ene,
Saa jublende, trygge;
Du Lund! med de spraglede Lag,
Du smiler med haabefuld Mine.
Vi hædre din skiønneste Blomst idag:
Din Clausine!
Pigerne omvikle det unge Par med Blomster; derpaa dandses der lidt, medens man synger følgende Fragment af en gammel Folkesang:
Ind treen Offere,
Og ind treen Ædle,
Og ind treen Syvmands-Ædle,
Og ind treen Kongens Bønder alle.
Og hvad vil Offere?
Og hvad vil Ædle?
Og hvad vil Syvmands-Ædle?
Og hvad vil Kongens Bønder alle?
Beyle vil Offere!
Og beyle vil Ædle!
Og beyle vil Syvmands-Ædle!
Og beyle vil Kongens Bønder alle!
Guilielmo.
Lyksalige Dag!
Hver Elsker omfavne sin Pige!
Alle Ungkarlene.
Hver Elsker omfavne sin Pige!
Pigerne.
Sødt er Kierligheds Favnetag.
Alle de Unge.
Ingen svige!
De Gamle.
Ligeledes til en gammel Folkemelodie.
Vakker Karl og deilig Brud!
Hør det som vi bede!
Giv dem Lykke, kiere Gud!
Vær os alle naadig med din Glæde!
Chor.
Du himmelblaa Luft!
Du venlige Skygge!
Du liflige Duft!
Hvor Fuglene bygge,
Bag hvælvede Grene,
Saa muntre, saa ene,
Saa jublende trygge;
Du Lund! med de spraglede Lag,
Du smiler med haabefuld Mine.
Vi hædre din skiønneste Blomst idag:
Din Clausine!