hvortil Sidebygningen af Herregaarden, paa den ene Side, vender ud. Nat, men maanelyst.
Guilielmo kommer med sin Guitarre. En gammel Bonde viser ham Vei.
Guilielmo.
Ja her maa det være! Tager jeg ikke feil saa er det ganske rigtig her. Eller — skulde det være omme paa den anden Fløy? Jeg vil conferere efter den Beskrivelse, som den lille, nydelige Beate har givet mig. Bie lidt, Landsmand! saa skal du faae Drikkepenge naar jeg kommer tilbage. Gaaer om Hiørnet.
Bilbo,
som er den forklædte Bonde, bryder ud:
Naa jeg bander aldrig! Men Fanden forvandle mig til salig Keiser Gale Frederik, høilovlig Hukommelse, om nogen Fader er løben saaledes gal efter sin Søn, siden Methusalems Tider. Forbandede Satans Dreng! Er det ikke nok at jeg i tre Aar har maattet sende dig Penge, uden at du har takket mig derfor een eneste Gang? Og da han nu endelig er kommen fra Italien, hvor han har tilbragt tre Aar af sin bedste Ungdom, for at lære at digte og spille paa Lire, for at blive Kunstner, som han kalder det, det Afskum! O du Øgleunge! Havde jeg kundet seet paa dig, mens du var lille, at du vilde blevet Kunstner, jeg skulde vredet Halsen om paa dig, med koldt Blod, som en god Fader, der forudsaae han havde sat en Vanskabning i Verden. — Men da han nu kommer hiem, og da jeg tænker: Nu gaaer han i sig selv, som den rige Mand, som den forlorne Søn, vilde jeg sige, og æder med Svinene, og beder om Naade — saa maa jeg midt i min ulykkelige Kierlighed høre, at han løber herude som en Landstryger, og synger for Folk. Og da jeg nu endelig klæder mig ud som en gemeen Bonde, og stover efter ham, for at komme efter hans skiulte Veye, saa træffer det sig saadan af den Satans Skiebne, at han møder mig, og beder mig vise sig Vey til sin Kiselinke. Og jeg maa giøre det, da jeg endnu ikke vil være bekiendt, og da jeg vil vide hvordan det spænder af, og da jeg let kunde blive opdaget af mig gamle Ven, Oberst Hielm, for hvem jeg dog ikke kan være bekiendt at rende omkring i Bondekofte, som en Nar. Han har lovet at besøge mig i mit Skovhuus. Naar jeg har ham der, saa vil jeg give mig tilkiende, saa er Knægten i Buret. — Jeg har, for dog at hævne mig lidt, ført den Æsel giennem de dybeste Moser og skarpeste Hækker af Skoven; men det hialp ikke mere, end man slaaer Vand paa en Gaas, og jeg har selv værst af det. Gaber. Vaad er jeg, og kold er Natten, og søvnig er jeg — Jeg troer jeg gaaer hen og lægger mig.
Guilielmo kommer tilbage.
Jo her er det rigtig nok. I dette Vindue er det. Nu min gode ærlige Landsmand! Nu skal du saamænd ogsaa have dig en god Drikkeskilling, for din Uleilighed.
Bilbo.
Jeg siger tusind Tak, gunstige Herre!
Guilielmo.
Du seer mig saa betænkelig ud. Du anseer det vel for en stor Synd, at jeg synger og spiller lidt uden for denne smukke Piges Vindue?
Bilbo.
Hm — hvorfor det? Naar der dog skal spilles og synges, saa synes mig det er bedre at giøre det udenfor Vinduerne end indenfor. Men — med Forlov, gode Herre! Han er jo en Spillemand af sin Profession?
Guilielmo.
Ja, min Ven!
Bilbo.
Det maa bringe en god Skilling ind, mellem Aar og Dag.
Guilielmo.
Ikke synderlig, imidlertid dog nok til at betale dig anstændigt med, for din Umage. See her har du en Krone. Den fik jeg sidst ved et Bønderbryllup.
Bilbo
med neppe undertvungen Harme.
Ved et Bønderbryllup? Seer paa Kronen, afsides. Det er Kronedød Løgn. Jeg kiender Kronen. Den var i den Pung hele Penge, som jeg sendte ham i Arv, efter sin salig Grantante. Høit Det maa være et Herrelevnet, at fortiene saadanne rare Penge. Men gode Herre seer mig saa velholden ud. Tager jeg ikke feil, saa har han nok gode Forældre, der spæde lidt til, mellem Aar og Dag.
Guilielmo.
Det kunde nok hænde sig.
Bilbo sukker.
Ak ja, naar man har Børn, som skikker sig vel, saa maa det være en Hiertens Glæde at hielpe dem frem.
Guilielmo.
Det troer jeg. Min Fader glæder sig ogsaa ret af Hiertet over mig.
Bilbo sukker dybt.
Ja det er vel ingen Under.
Guilielmo.
Hvorfor sukker du, Landsmand?
Bilbo.
Ak, gode Herre! Fordi jeg tænker paa min Søn. Det er en Æsel, en Dagdriver, et Bæst! som sætter mig graae Haar i Hovedet. Han støver omkring og fortærer mine Penge, og siger mig knap saameget som Tak engang.
Guilielmo.
Fy den Knægt burde straffes.
Bilbo.
Ak jeg arme Mand, jeg arme Mand! Ja vist burde han straffes. Ak! Ak! Han vrider sine Hænder og kommer ved Armbevægelserne til at slaae Guilielmo paa Øret. Ak gunstige Herre! Tilgiv mig min Forseelse. Det skede af Vanvare.
Guilielmo.
Alt tilgivet. Men veed du hvad, gamle Faer? Nu skal du gaae hiem og lægge dig; thi min Tid er knap.
Bilbo.
Glem da ikke at komme til mig i Morgen, som han har lovet.
Guilielmo.
Jeg kommer vist.
Bilbo.
God Nat da, gode Herre! God Nat.
Guilielmo.
God Nat, sov vel!
Bilbo i det han gaaer.
Ak! Ak! Din vanartige liderlige Skielm.
Guilielmo.
Ja det maa du sige to Gange. Den Gamle gaaer. Det maa virkelig ogsaa være tungt for en stakkels gammel Mand at have saadan en snavs Dreng til Søn. Men nu er her ikke Tid til Medlidenhed. Mon hun ikke skulde være kommen paa sit Kammer endnu? Jeg seer rigtig nok intet Lys. Midlertid vil jeg dog stemme min Guitarre og synge lidt, for at lade mig høre. Søde Vaarnat! I din Favn maa jeg sagtens kunne improvisere. Synger.
Saa dugbesprængte staae de Roser her.
De lukte Urner huldt i Skyggen smile,
Mens Sølvermaanens kolde Straaler ile
Og blande sig med deres Purpurskier.
De dufter under skyggefulde Træer,
I dem forgifter Eros sine Pile.
De nyde blussende en venlig Hvile,
I Søvne selv, fortrylle de enhver.
Og dog i Lundens lykkelige Bolig,
Her under disse stille, svale Tage
En Rose blusser endnu mere skiøn.
Sov, søde Rosenknop! sov sødt og rolig!
O maatte mit Sovvel et Kys ledsage
Da var jeg Nattens lykkeligste Søn.
Tys! Der rører sig noget mellem Buskene. Det nærmer sig hid. Skulde det være hende?
Jakob
kommer med sin Sæk paa Ryggen.
Ha ha! Saavidt kom vi om ikke længer. Frisk Mod, Jakob! er halv Fortæring. Den kommer ogsaa frem, som kiører med Stude. Vil ikke de Syge, saa vil de Sunde. Hvad der falder fra Næsen til Munden, er ikke spildt.
Guilielmo.
Hvad Dievlen er det? Jeg troer Sancho Pansa gaaer heromkring, i Skoven, og spøger efter sin Død.
Jakob.
Tys! Det raslede! Her skulde dog vel aldrig være Røvere i denne Skov?
Guilielmo.
Hvad vil den Karl? Han lader til at være mægtig dum, og taler om Røvere. Ham skal jeg snart kyse bort. Med høy og huul Røst. Hvem der?
Jakob.
Ak du milde Fader! jeg er om en Hals. Hvad skal jeg sige? Aa gid nu Kiempen var levende, saa kunde han forsvare mig.
Guilielmo.
Hvem der?
Jakob.
Jømmeni! Jømmeni! Jeg fattige Karl! Jeg fattige Karl! Hvad skal jeg hitte paa?
Guilielmo med tordnende Røst.
Hvem der —!
Jakob fortvivlet.
Run.....d
Guilielmo.
Rund forbi!
Jakob
Ja gierne. Vil rende bort, men giør i Forskrækkelsen et Svingom, hvorved han kommer til at rende, med Hovedet, lige imod Guilielmo. Ak om Forladelse, allerunderdanigste Herr Røver!
Guilielmo som før.
Jeg er ingen Røver!
Jakob.
Ak hvem er han da?
Guilielmo.
Cartouche!
Jakob.
Ak! Folder sine Hænder.
Guilielmo.
Mandrin!
Jakob.
Jeg er om en Hals! Det er en chinesisk Mandarin.
Guilielmo.
Rinaldo Rinaldini!
Jakob.
Aa der lettede det lidt igien.
Guilielmo stærkere.
Peer Mikkelsen!
Jakob paa Knæe.
Ak jeg er alt død. Han behøver ikke at slaae mig ihiel.
Guilielmo
paa eengang med en mild Stemme.
Du tager Feil min Ven. Tager Jakob under Hagen. Jeg er Robert, oder der Mann wie er sein sollte!
Jakob.
Ak, Herr Mand hvi er sein sollte! Spar mit Liv.
Guilielmo.
Stat op min Søn! Der skal dig intet Ondt vederfares.
Jakob.
Ak Herr Lirendreier! Er det ham?
Guilielmo.
Kiender du mig?
Jakob.
Ih ja vist. Jeg var jo sidst oppe med Kantøfler, til Baron Rosenskiolds, da han spillede der; kan han ikke huske det? Jeg giorde endda saadan et Spektakkel, at han ikke kunde synge.
Guilielmo.
Ja, det er sandt! Nu husker jeg det. Men hvad er det du har i din Sæk? Det er vel atter Kartofler?
Jakob
ganske ligegyldig, i det han lætter Posen høiere op paa Ryggen.
Nei det er en Kiempe, gode Herre!
Guilielmo.
En Kiempe?
Jakob.
Ja! ja! En Kiempe. Er det saa forunderligt? Har han aldrig seet Folk med Kiemper paa Ryggen, førend i Dag, og har dog nu været saa vidt omkring? Det er mit Levebrød, skal jeg sige ham. Jeg lever af at grave Kiemper op, til den naadige Herre, i gamle Gravhøie, til hans Neutraliekabinet. I Dag fandt jeg denne Mumie, og jeg tør svære paa den er ægte. Men saa vrager den naadige Herre Mumien, og siger det er en gammel Portstolpe, hvorvel jeg tør sværge paa at den er ligesaa god, som dem, der komme ude fra Egypten. — Men hvad der er indenlandsk, det duer nu aldrig. Ligesom vi ikke kunde have Mumier, ligesaa godt som andre Potentater!
Guilielmo.
Men hvad vil du da nu med den her?
Jakob.
Ja see det vil jeg nok sige ham, dersom han kan tie.
Guilielmo.
O ja.
Jakob.
Jeg vil forære den til Beate.
Guilielmo.
Hvilken Beate?
Jakob.
Ih den naadige Frøkens Pige! Et grumme deiligt Møebarn, der unter uns gesagt, som Svensken siger, har et godt Horn i Siden til mig. Og rigtig nok er jeg kun en fattig Bondekarl, men saa gaaer jeg hver Søndag i Kirken, og hører Præsten præke om at Fødselen adler Fortienester, og at Hytten paa Marken er akkurat ligesaa god, som Hyrden ved Tronens Fod — og saa har jeg faaet Hierte i Livet! Og da nu den naadige Herre ikke vilde have Mumien, saa tænkte jeg: Hvad der falder fra Næsen til Munden er ikke spildt; og saa fik jeg isinde at forære Jomfrue Beat’en i Fæstensgave, inden hun lægger sig.
Guilielmo med en comisk Ironi.
Hør min gode Jakob! Du lader til at være et smukt skikkeligt Menneske, ret hvad man saadan kalder en haabefuld Yngling! Men, tillad at jeg siger dig det, du har ingen Menneskekundskab.
Jakob.
See!
Guilielmo.
Menneskekundskab mangler dig, troe mit Ord; hvilket er Aarsag i, at du overlader dig lidt for meget til din brændende Phantasie, som bringer dig til at søge Idealer i den virkelige Verden.
Jakob hurtig.
En Daler?
Guilielmo.
See! Atter Phantasiespil! Idealer siger jeg. Troe du mine Ord, jeg kiender Menneskene, og iblandt dem især Pigerne, og veed med Vished at af alting i Verden hade de intet mere under Solen, end Mumier!
Jakob.
Er det ogsaa sandt?
Guilielmo.
Der har du en Tomark. For den kan du kiøbe din Siels Elskede en bedre Fæstensgave. Men gaae nu hen og læg dig med samt din Kiempe; thi som sagt, den giør ingen Lykke.
Jakob glad.
Tusind Tak, velbaarne Herr Lirendreier! Nu saa vil jeg da ogsaa heller det. God Nat saalænge.
Guilielmo.
God Nat!
Jakob gaaer, men kommer tilbage.
God Nat! Herr Lirendreier.
Guilielmo.
God Nat! God Nat! Jakob gaaer. Saa! Væk med dig. I Seng med dig, du varme Elsker. Der er ikke Lys endnu! Hun skulde dog vel aldrig klæde sig af i Maanskin? Jeg maa lade mig høre lidt igien. Klimprer paa Guitarren, men standser strax. Atter Nogen? Jeg troer Fanden har sit Spil i Nat.
Skoleholderen
kommer snigende ind, med en Sækkepibe under Armen.
Tausheden hersker! Folkemængden er, paa mig nær, ubetydelig. Maanen mankerer ikke at straale Hypokondrie ned, igiennem Buskenes Tykkelse, og Bækkens Rislen kildrer det lyttende Øre. Et saadant Øieblik risikerer man vel intet ved at kalde Kierlighedens! — O Beate! Beatissime! Dine Øines Salamander-Ellement har foraarsaget saadan et Tøeveir, i mit Enkemandshiertes Nordkap, at det nu ligner en Conditoriis, der har staaet saalænge i Koppen, at den har mere Forvandtskab med Velling end Iis. — Derfor har jeg ogsaa expectoreret mig, for at tale poetice, og digtet dig en Ode, hvis Sødhed ligner din Sødhed, kiereste Beate! I en Colloqvium, med den unge Herr Guilielmo, i Middagslavet, betroede han mig at man i Italien, forhen Rom kaldet, pleier at ampligere Serenaders Sang, med Akkompagnementets Ledsagelse. Da nu min Nemhed er dievels stor, (Gud forlade mig jeg burde ikke tale saa) saa har jeg, da jeg gierne prøver en Ting, faaet isinde at probere, om vel en saadan Serenade kunde slaae an, i vort nordlige Clima. Har derfor medtaget nærværende Sækkepibe, for at akkompagnere mig selv. Synger.
Beate, Beatissime!
Jeg elsker dig til Døden.
Blæser i Sækkepiben.
Det skal du snart tilvisse see.
Hør mine Suk i Nøden!
Blæser stærkt i Sækkepiben.
Hør mine Suk,
Hør mine Kluk,
Lig Nattergalens Klukke.
Blæser.
See mine Buk,
Du smukke Dukk’!
Dit Hierte ey du lukke.
Bukker, og blæser en lang sørgelig Tone i Sækkepiben.
Det er forbandet med de blæsende Instrumenter, at man skal bruge Munden til dem, og saa har man i det Øieblik intet tilovers at synge med. Man kan ikke være mere end eet Sted, ad Gangen. Et Menneske har kun to Hænder, og halv saa mange Munde. Det er et indskrænket Væsen! Imidlertid er det saamænd gaaet ret smukt. Hendes Gienelskov drages ikke i Tvivl; men Skielmsmestersken skiuler Tilkiendegivelsen. I Morgen vil jeg aabne mig for hende, og jeg haaber at Aabningen skal have de fordeelagtigste Følger; thi som sagt: Hendes rosenlæbed Munds Smiil har forvandlet mit Enkemandshiertes Nordkap, til Kapo de bone Experiance! Gaaer bort; blæsende lidet paa Veien udi Sækkepiben.
Guilielmo kommer frem.
Hele Gaardens Besætning troer jeg, Gud forlade mig min Synd, er forliebt i Kammerpigen. Jeg vilde ønske de øvrige Stude og Heste vilde skynde sig at komme, inden hun kommer. — Hvad nu? Jeg hører nogen gaae! Saa gid da ogsaa Fanden havde dig! Hvem er det da? Ah det er er jo den naragtige tydske Gartner, jeg talede med i Dag. Hvad vil den Vindbeutel her? Dog, ham behøver jeg da ikke at frygte for, fra den Kant. Han elsker kun Projekter og ingen Kammerpiger! Men seer han mig, saa slipper jeg ham ikke i den første Time. Jeg vil skiule mig i denne Busk, til han er gaaet bort. Kryber ind i Busken.
Gartneren
kommer med sin store Sax og synger.
Endelig fik jeg min Lykke fat,
Jeg er i Nærheden af min Pige,
Øiet er mildt og Panden er glat,
Rynkerne vige.
Luun og kiølig er denne Nat,
Skiøn uden Lige!
Sagte med mig giennem Busk og Krat
Skal hun sig snige.
Siig mig, hvo eyer saa stor en Skat,
Jeg er den Rigeste blandt de Rige.
Endelig fik jeg min Lykke fat,
Havde jeg nu kun fat min Pige!
Ja Gud give jeg havde! Ulykken er at hun venter mig ikke i Aften, thi jeg skulde først komme i Morgen Aften. Men den Elsker som kunde bie til i Morgen Aften, fortiente at hænge i Morgen tidlig, inden Solens Opgang. Hvad hielper det nu at jeg giør det aftalte Tegn, med at klippe med Saxen i een af Buskene? Hun hører det ikke, thi hun er der ikke; eller ogsaa hun sover. Men prøve det kan jeg dog sagtens. Jeg vil af al Magt klippe i denne Hæk. Gud give det maatte giøre sin forønskte Virkning. Gaaer hen og klipper af alle Kræfter i Hækken hvor Guilielmo staaer.
Au, for Satan! Gartner! Er han gal! Rider Fanden ham?
Gartneren bestyrtset.
Ach — hoch — hochedelgeborner Herr Guilielmo!
Guilielmo.
Hvad Fanden skal det betyde? Gnider sin Arm.
Gartneren.
Hab ich der Herr blessirt?
Guilielmo.
Hvorfor klipper han i Hækken?
Gartneren.
Hvorfor — staaer Herr Guilielmo i Hækken?
Guilielmo.
Jeg gaaer omkring og — botaniserer.
Gartneren.
I Mørke?
Guilielmo.
Jeg leder efter St. Hans Orme, og dem kan man ikke see ved Lys. Men hvad giør han her?
Gartneren.
Ach jeg gaaer ochsaa sodan omkring, paa Konstens Vegne, und ever mig i at klippe lidt, efter das bloße Handelav.
Guilielmo.
Formodentlig engageret her, siden jeg seer ham saa silde i disse Enemærker?
Gartneren.
Ja! Und Herr Guilielmo ogsaa?
Guilielmo.
Nei, min Ven! Jeg drager fra det ene Sted til det andet, og kan for min Død ikke lide, at man holder sig længe op paa een Plet.
Gartneren.
Nun das ist mir sehr lieb. Angenehmer Reise, Herr Guilielmo!
Guilielmo.
Hvad vil han sige med det?
Gartneren.
Der Herr sagte, dat han ikke holdt sig længe op paa een Blæt, und so dachte jeg dat han ochsaa vilde denne Blæt snart forlade.
Guilielmo.
Hvorfor det? Er det ham om at giøre?
Gartneren.
O behüte Gott! Ich dachte nur so.
Guilielmo.
Hør min Ven! Dersom det ikke er ubeskedent at spørge, saa siig mig: Hvad er egentlig hans Ærinde her?
Gartneren.
Min Ærinde?..... Ich habs ja der Herr gesagt.
Guilielmo fidel.
Nu min ven! Dersom det ikke er andet, saa giør han mig den Tieneste at gaae hen og klippe et andet Sted, thi sandt at sige: Han generer mig her.
Gartneren.
Ich geniere Sie? Suchen Sie St. Hans Würmer in Gottes Nahmen; lassen Sie sich nicht genieren.
Guilielmo.
De St. Hans Orme jeg søger, taale ligesaa lidet tredie Mand som Dagen. Reent ud sagt min gode Ven, jeg har en lille Amourette for, en Rendezvous!
Gartneren ængstelig.
En Rendezvous!
Guilielmo.
Nu ja! Er det saa forfærdeligt? Seer han det er Frøkenens Kammerpige, den lille Beate. Hun holder af mig, mellem os sagt. Eet Kys har jeg allerede faaet, men det er kun en Mundsmag, jeg venter mere. Jeg har lovet at komme og spille lidt uden for hendes Vinduer i Nat; for intet kan hun naturligviis ikke forlange saadanne Artigheder; jeg venter en passende Douceur; og altsaa seer han selv, min kiere Gartner, at hans Nærværelse maa genere.
Gartneren paa dansk.
Ja det seer jeg.
Guilielmo.
Nu ja, er det da saa besynderligt? Som sagt, hvis han kiendte Pigen vilde han ikke forundre sig.
Gartneren opbragt.
Just fordi jeg kiender Pigen undrer det mig, min Herre!
Guilielmo.
Hvad Dievlen! Nu taler han jo reent dansk.
Gartneren.
Herre! Det er min Brud!
Pak sig derfor af Lunden ud.
Guilielmo.
Er det saaledes fat? Ha ha!
Men seer han — Jeg gaaer ey endda.
Gartneren.
Ey?
Guilielmo.
Nei!
Gartneren.
Herre! Det koster hans Hierteblod.
Pigen er min, det koster ham Livet.
Guilielmo.
Til at spille hun Lov mig har givet,
Altsaa flytter jeg ikke en Fod.
Gartneren.
Snart jeg hans Mod skal knække,
Hører jeg endnu et Muk.
Guilielmo.
Fugle fra Kirsebær kan du skrække,
Men ey mig fra en Møe som er smuk.
Gartneren.
Slaa han sin Streng og pak han sig.
Guilielmo.
Praler du meer, slaaer jeg dig.
Gartneren kaster Saxen.
Koman!
Guilielmo.
Velan!
Men først et Ord:
Den som slaaer den anden til Jord,
Ham skal Pladsen tilhøre.
Den som faldt ned,
Gaaer bort i Fred,
Og kløer sig bag sit Øre.
Gartneren.
Det la’er jeg gielde.
Guilielmo.
Din Haand! See der,
Der er min.
Gartneren.
Og min er her.
Guilielmo.
Saadan slap jeg den Vindbeutel. Hvad Dievlen er dog alt dette for Optøier? Skulde Beate virkelig — Dog den Nar! Hvem kan troe ham. Stille! Der er Lys! Der er Lys! Lægger Haanden paa hiertet. Brand! Brand! Naa staae mig nu bi Erato! Euterpe! Terpsichore! Og alle I Muser, hvad I hedder, for Musik og Sang. Og du, Skiebne! Skal jeg ikke tabe de gode Tanker, jeg har om din Godlidenhed, saa lad mig nu være i Roe, for flere Optøier! Han præluderer. Vinduet bliver oplukket. Guilielmo synger.
O bæver sødt, I Toner!
Igiennem Nattens Lunde;
O bæver sødt, og smelter i min Stemme.
Hen giennem Skovens Kroner
I strømme fra den Vunde,
Et Smiil mig gav, som jeg kan aldrig glemme.
Lad ingen Larm dig hemme,
Forelskte Sang! som stiger;
Ton sødt den søde Smerte,
Der giennemfoer mit Hierte,
Ved Synet af den skiønneste blandt Piger.
Det Saar hun mig har givet,
Skiønt dødeligt, er mere kiert end Livet.
Et Sværd kan ikke saare,
Og ey en hærdet Landse,
Og ingen Gift saa skiult og langsomt dræber,
Som en Hyrdindes Taare
Og Smiil i Glædens Dandse,
Og som et Kys af hendes Rosenlæber.
Min Sang forgieves stræber
At tolke dig den Lue,
Der sødt mig giennembæved,
Da mig forbi du svæved,
Ved dig saa huld at skue.
Dit Kys, den søde Gave,
Giør Frieheds Yndling til en evig Slave.
Clausine
spiller paa Harpe og synger fra Vinduet.
Gak bort, du kielne Hyrde!
Som ikkun arme Pigers Roe vil myrde.
Som taler sødt om Kieder,
Og er dog vist en tøileløs Forræder.
En Bie, som Honning kræver
Af hvert et Blomst, og bort med Byttet svæver.
Jeg lukker kold mit Øre;
Din sledske Smiger kan mig ikke røre.
Guilielmo.
Hun spiller? Digter? Synger? Uforligneligt!
O Improvisatrice!
Hvi kan jeg kun med Sang min Hyldest vise?
Din Vid nu skyder Pile,
Som før dit søde Kys og dine Smile.
O lad mig her dig skue!
Foreen din Vælde i en samlet Lue.
Lad Vid og Sang og Kysse
I salig Ruus den glade Sanger dysse!
Clausine.
Kys er en farlig Gave;
En Kundskabsfrugt i Edens skiønne Have.
Min Sang du der kan høre;
Min Vid vil ikke kildre i dit Øre.
Min Vid mig sindrigt siger:
Dit Hierte er en Samlingsplads for Piger.
Stort Selskab jeg forsager,
Og derfor sligt et Hiem mig ey behager.
Guilielmo.
Ak! Jeg tilstaaer med Smerte,
At jeg er uforsigtig med mit Hierte;
Jeg kan det ey forsvare,
For Smiil og Suk og Kys det staaer i Fare.
Dog siden sidst i Lunden,
Er alle der, kun ikke du forsvunden.
Hør mine kielne Sukke!
Og kun for dig det skal sig aldrig lukke.
Clausine.
Jeg leer ad dine Sukke,
Vil gaae tilsengs, og vil mit Vindue lukke.
Vinduet bliver lukt.
Guilielmo
staaer et Øieblik maalløs.
Forbandede Gartner! Jeg giør min Eed paa, at det dog er hans Skyld. Gaaer.